Af Kasper Støvring
Det er en lang, smal og kringlet landevej, der fører mig fra Sorø ud på landet, hvor jeg skal besøge en række gårdbutikker og se nærmere på gårdproduktion på allerhøjeste niveau. Det tager lidt tid at ankomme til mit første stop, nemlig gårdbutikken Krogagergård ved Fjenneslev. Men det er en smuk rute med udsigt til bølgende bakker, gule marker, skove og små stråtækte bindingsværkshuse. Åh, gamle Danmark!
Ægteparret Kirsten Forsingdal og Bjarne Krog driver sammen Krogagergård, som er en 100 procent økologisk gård. Den ligger flot i landskabet, og her er masser af køer, får, lam og frilandsgrise på de tilstødende marker. Der er desuden en velassorteret butik, hvor gårdens produkter kan købes.
En række medhjælpere – en slagter, en ekspedient og en landbrugsmedhjælper – er tilknyttet gården, hvor der desuden dyrkes korn, græs og grøntsager foruden altså opdræt af dyr. Der er et rigt dyreliv i det smukke landskab, og Kirsten Forsingdal fortæller mig, at man sågar har etableret en legeplads med masser af halmballer. Deres udsendte modtager øjeblikkeligt erindringsglimt fra sin barndom, hvor han gravede lange gange under halmballerne på sin onkels høloft.
På rundvisningen på Krogagergård fortæller Bjarne Krog, at al kødet forarbejdes af gårdens egen slagter, og korn til foder dyrker man også selv. Som en selvfølge nævner han, at alle varer er økologiske, og to tredjedele sælges i webshoppen, resten i gårdbutikken. Skulle man have lyst til at besøge Krogagergård, er åbningstiderne onsdage og lørdage samt efter aftale. Bjarne Krog fortæller, at man ugentligt også leverer til døren over det meste af Sjælland.
”Vi begyndte med gårdhandel i 1997, og vi har udvidet siden. Vi har i dag omkring 70 høns, 200 kreaturer og 150 grise. Især i de seneste 3-4 år har udvidelsen for alvor taget fart i kraft af netsalget. Vi har mange besøgende, både skoler, private, udenlandske studiegrupper, forskere, andre økologiske landmænd osv.,” fortæller Bjarne Krog og får dermed indirekte sagt noget om, hvor anerkendt Krogagergård er blandt både forbrugere og eksperter.
Bjarne Krog viser mig rundt på gården, og jeg ser både butikken, markerne med lam, køer og grise, og jeg ser også staldene.
– Er det umagen værd at drive økologisk landbrug?
”Det er besværligere og dyrere at drive ren økologi, udbyttet er også mindre, men priserne er højere, så det går op i længden. Der er også en øget økologisk bevidsthed hos folk, og de er i stigende grad villige til at betale for kvalitet”, svarer Bjarne Krog og understreger, at dyrevelfærd ligger ham meget på sinde. Af samme grund bliver deres lam og kvæg heller ikke slagtet efter de islamiske halalforskrifter, som man gør de fleste andre steder i det konventionelle landbrug.
På Krogagergård gør man meget ud af at betone, at der drives en åben gård, hvor besøgende også kan røre dyrene og høre om, hvordan man driver et moderne økologisk landbrug.
”Vi går meget op i bæredygtighed, og er bl.a. med i et internationalt projekt, hvor vi er en del af en række økologiske gårde omkring Østersøregionen, der baserer sig på bæredygtighed. Der er en del arbejde forbundet med at drive økologisk og bæredygtigt brug, men vi nyder at gøre det. Dyrene er alle ude om sommeren, og om vinteren har de god plads i staldene og får hver dag ren halm at ligge i. Vi har indrettet staldene, så dyrenes behov for plads til leg, lys og luft bliver tilfredsstillet bedst muligt. Ved sygdom anvender vi homøopatisk medicin, der styrker dyrets eget immunforsvar, og på markerne producerer vi afgrøder, der naturligt konkurrerer godt med ukrudtet, da vi jo ikke sprøjter. Vi sørger også for at sikre biodiversiteten, og vi har desuden vores egen vindmølle, fordi vi ønsker at forsyne os med egen, ren energi.”
Efter at have hilst på resten af familien, medhjælperne og nogle besøgende børnebørn kører jeg fra Krogagergård og holder ind ved den nærliggende Bakkegården, der sælger tomater, bær og kartofler. Derfra kører jeg videre forbi Peberdalsgård, der har nogle enorme bisonokser græssende på deres marker, og fortsætter til Vorsholtgård ved Bjernede, hvor jeg laver mit sidste stop. Her vil jeg gerne se nærmere på den ægproduktion, som – ganske vist i en snæver kreds af feinschmeckere – er blevet Danmarksberømt: Vorsholtgård leverer nemlig æg til selveste NOMA, en af verdens bedste restauranter. Indehaveren Rene Redzepi har kaldt Vorsholtgårds æg verdens bedste æg. Hvordan laver man den slags?
På Vorsholtgård taler jeg med indehaverne Steen og Christina Vorsholt, der har en noget atypisk bagrund. De er ”Københavnersnuder”, der for seks år siden flyttede på landet for at virkeliggøre en gammel drøm at være landmænd (m/k), eller rettere: Christina arbejder stadig i København, og Steen arbejder på deltid som buschauffør i Slagelse. Ved siden af driver de deres succesfulde lille gård med lam og høns, hvilket snildt giver hver af dem en arbejdsuge på 80 timer.
Steen Vorsholt fortæller begejstret: ”På to år er vores omsætning steget med 200 procent, og vi har nu opgivet at sælge æg ved vejen. Der er ganske enkelt ikke nok æg.”
– Hvordan får man hønsene til at lægge Danmarks bedste æg?
”Dyrevelfærd er i højsædet. Hønsene får lov at dø af alderdom, og der bruges ingen forebyggende medicin overhovedet. Vi har aldrig haft syge dyr på gården. Vi har omkring 300 høns frit gående på et stort areal. Vores gård er drevet på den gammeldags måde, om end den ikke er rent økologisk. Vi blander også selv foderet ud fra de bedste råvarer.”
Steen Vorsholt fortæller, at ingen andre end dem selv i starten kunne se fidusen ved at drive den lille gård, og de har følt sig modarbejdet af myndighederne, bl.a. fordi SKAT ikke mente, at gården var egnet til landbrug. Men det har Vorsholt-ægteparret nu fået godkendt, og det skyldes alene deres stædighed, ifølge Steen Vorsholt. De er da også blevet belønnet, ikke kun økonomisk. De har bl.a. haft besøg af en lang række internationale stjernekokke til et arrangement tidligere i år, der var foranlediget af NOMA, og det vil de gerne gentage næste år og gøre til en tradition.
”Vi leverer i dag til en række toprestauranter, ud over NOMA også bl.a. Amass i København, der drives af en tidligere køkkenchef ved netop NOMA. Det er sjovt, men vi bliver aldrig rige på det. Det er dog rart at se frugten af eget arbejde. Det koster også økonomisk med alle de tests, som myndighederne forlanger, og små gårde er underlagt samme vilkår som stordrift, derfor bliver der færre af de mindre gårde. Det er simpelthen for besværligt.”
Jeg spørger, hvad der udmærker et æg? Christina Vorsholt fortæller mig, at æggene altid er helt friske, når de leverer dem til restauranterne. Og så kan man se det på farven, siger hun og klækker et æg for mig: Den gule farve, fastheden i æggehviden og så selvfølgelig smagen. ”Det er verdens bedste æg, det har vi selv fået at vide af de bedste kokke i verden”, ler Steen Vorsholt.