Et flot fremmøde på mere end 100 deltagere sikrede en masse gode input, da Sorø Kommune mandag den 12. august afholdt borgermøde om udviklingen af Sorø bys kommende Generationskvarter. Nu er arkitektkonkurrencen for området skudt i gang og løber til oktober 2024.
Mandag den 12. august kunne Sorø Kommune byde over 100 deltagere velkommen til borgermøde om de fremtidige planer for det kommende Generationskvarter, placeret centralt i Sorø mellem Sorø rådhus og Sorø Hallen. Deltagerne talte både borgere, politikere og repræsentanter fra Sorø Kommunes administration samt repræsentanter fra de tre tegnestuer Vandkunsten, Holscher Nordberg samt Grundl-Haahr + ERIK Arkitekter.
Efter introduktion og oplæg fra velfærdsdirektør Henrik Juul Kjær, leder af Plan & Byg Simon Schou Jakobsen og projektleder Ellen Sloth Rostèn om baggrund, proces og vision for arkitektkonkurrencen var der god debat og diskussion ved de 17 borde, der var sat op i multisalen på Sorø Borgerskole.
Visioner og ønsker videregivet til arkitekter
Debatten affødte en masse gode input om, hvad deltagerne synes er vigtigst at bevare eller værne om i området, samt hvilke visioner og ønsker deltagerne har for området. Det blev alt sammen delt i en fælles opsamling styret af bygherrerådgiver Niels Bjørn.
”Fra kommunens side vil vi gerne takke alle fremmødte for den flotte opbakning og de mange gode perspektiver, der kom frem under mødet. Vi har nu samlet alle input og videregivet dem til de tre arkitekttegnestuer, som deltager i arkitektkonkurrencen om at byudvikle Generationskvarteret og skabe et levende område til glæde for både vores yngste og vores ældste borgere,” udtaler velfærdsdirektør Henrik Juul Kjær.
Arkitektkonkurrencen løber frem til oktober 2024 og skal bl.a. vise, hvordan man bedst placerer et nyt plejecenter og boliger, samtidig med at man løser områdets trafikale udfordringer ift. parkering, busholdeplads og kiss-and-ride-plads ved Sorø Borgerskole. Dette under hensyntagen til Sorøs tre grundsten: Natur, kultur og historie.
Nyt borgermøde til efteråret
I slutningen af efteråret 2024 afholder Sorø Kommune endnu et borgermøde om byudviklingen i området. Det sker i forbindelse med, at kommunalbestyrelsen ser på arkitektkonkurrencens vinderprojekt og sætter arbejdet med at udarbejde en ny lokalplan for området i gang.
Borgermødet annonceres bl.a. på kommunens hjemmeside og er ligesom første møde åbent for alle interesserede.