Et nyt sundhedshus i Rebild, en kommende daginstitution i Brøndby og et formidlingshus på Horsens genbrugsplads. De tre kommunale byggeprojekter er blandt i alt 17 udvalgte, som med støtte fra Realdanias COVID-19-pulje skal finde nye løsninger, der kan mindske udledningen af drivhusgasser i byggeriet.
11 af landets kommuner er allerede i fuld gang med at undersøge, hvordan deres kommende anlægsprojekt kan udføres mere bæredygtigt med støtte fra Realdania.
Nu er der sat navn på yderligere 17 kommunale byggeprojekter – i blandt andet Aarhus, Holbæk og Sorø – som på samme måde skal skrue op for de grønne ambitioner.
”Med et suspenderet anlægsloft har mange kommuner benyttet muligheden for at fremrykke og igangsætte flere store byggeprojekter ovenpå coronakrisen. Det giver os en ret unik mulighed for at søge og afprøve nye løsninger i byggeriet, som kan gøre en reel forskel for klimaet og bidrage til at nedbringe udledningen af drivhusgasser. Nu hjælper vi i alt 28 af landets kommuner med at gå i front og finde nye, bæredygtige løsninger i deres byggeprojekter. Løsninger, som forhåbentlig kan inspirere og genbruges – også i landets øvrige kommuner,” siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.
I Sorø drejer det sig om:
Renovering og modernisering af Holbergskolen.
I Sorø Kommune står Holbergskolen overfor en totalrenovering og modernisering. Skolen er fra 1970erne og er generelt nedslidt. Foruden at sikre den klimamæssige bæredygtighed i byggeprojektet er det et mål med projektet at give kommunens byråd såvel som bygherreforvaltning et bedre erfaringsgrundlag vedrørende bæredygtigt byggeri og ombygning, som kan bringes videre i kommunens kommende byggeprojekter. Holbergskolen renoveres med en Svanemærkning som den første svanemærke-renoverede skole i Norden.