Efter længere tids efterforskning slog en række myndigheder i dag til i en koordineret aktion rettet mod et netværk af personer, som mistænkes for at stå bag moms- og skattesvig for flere hundrede millioner kroner.

Politiet stod onsdag morgen klokken 7.00 klar på otte forskellige adresser rundt omkring på Sjælland. Det er den hidtidige kulmination på længere tids efterforskning af en sag om økonomisk kriminalitet, der dækker over omfattende moms- og skattesvig, hvidvask og hæleri af særlig grov beskaffenhed.

Fire personer blev anholdt i forbindelse med den koordinerede aktion. De er mænd i alderen 21 til 50 år og er bl.a. sigtet for skatte- og momssvig for 225 millioner kroner.

En 44-årig mand, som er mistænkt for at være bagmand i sagen, bliver fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret torsdag med krav om varetægtsfængsling.

”Det er et svimlende højt beløb, som vi mistænker den her gruppe mænd for at svindle fra statskassen. Der er gennemført en omfattende og kompliceret efterforskning, som forhåbentlig sætter en stopper for disse personers bedrageri, som i sidste ende rammer os alle,” siger leder af Afdelingen for økonomisk kriminalitet ved Københavns Politi, Peter Reisz.

Dagens aktion er gennemført af Københavns Politi i et godt samarbejde mellem en række myndigheder, blandt dem SØIK, Skattestyrelsen, Nordsjællands Politi, Midt- og Vestsjællands Politi og NC3.

Ved aktionen blev der sikret et større penge beløb, cryptovaluta, dyre designer effekter og digitale enheder.

Kilde

Foto: ABW