Finansminister Kristian Jensen besøger tirsdag aften den 11. september Holbergskolen i Dianalund for at deltage i et stort anlagt borgermøde om Sorø kommunes Vision og Planstrategi 2022. Den er i offentlig høring indtil 21. september.
På borgermødet, der begynder kl. 19.00 vil finansminister Kristian Jensen fortælle om regeringens visioner for Danmarks indsats i forhold til FN’s verdensmål. Man kan også høre mere om byrådets forslag til Vision og Planstrategi 2022, og alle kan deltage i debatten og dykke ned i nogle af visionens temaer.
Borgmester Gert Jørgensen siger: ”I byrådet har vi valgt at lade FN’s verdensmål udgøre rammen om vores vision. Det er et langsigtet pejlemærke for, hvordan vi gerne vil udvikle Sorø Kommune. Jeg håber, at mange vil gribe muligheden for at debattere det forslag til Vision og Planstrategi, som nu er i høring, og jeg håber, at mange har lyst til at høre, hvad finansminister Kristian Jensen har at sige om verdensmålenes betydning for os som borgere og kommune.”
FNs verdensmål er en global udviklingsplan, som blev indgået af verdens ledere i 2015. Den betegnes som den mest ambitiøse plan nogensinde, og har som sit mål frem mod 2030 at bane vej for en mere lige og bæredygtig verden. Den danske regering har i 2017 vedtaget en handleplan for Danmarks indsats og opfordrer alle aktører til at engagere sig i verdensmålene. Regeringen peger på den offentlige sektor som primus motor i indsatsen.
”Vi ser allerede tydeligt, at flere og flere virksomheder og organisationer orienterer sig mod verdensmålene, ligesom flere og flere borgere får lyst til at bidrage i hverdagen gennem for eksempel affaldssortering, energirenovering eller deleordninger”, siger borgmester Gert Jørgensen.
På Sorø Bibliotek og Dianalund Bibliotek er der udstilling om FNs verdensmål, ligesom man kan finde bøger og tidsskrifter om emnet.