Har du ikke fået set den populære Ordrupgaard-udstilling GULD OG GRØNNE SKOVE på Sorø Kunstmuseum, er der endnu en chance på fredag den 11. januar, hvor der er såkaldt “finissage og fredagsbar” på museet.
Udstillingen, der har bragt en perlerække af danske mesterværker af blandt andre C.W. Eckersberg, Vilhelm Hammershøi og L.A. Ring til Vestsjælland, slutter søndag den 13. januar.
“Så det er sidste weekend med udstillingen, og vi har valgt at sige et lidt festligt farvel på denne måde. Måske kan det blive en tradition fremover med vores særudstillinger”, fortæller museumsdirektør Charlotte Sabroe, der vil vise rundt i udstillingen og fortælle om dens tilblivelse.
Der er gratis adgang fra klokken 16 i forbindelse med finissagen, og museets café holder ekstraordinært længe åbent med hyggelig fredagsbar til klokken 18 med salg af drikkevarer og særtilbud i dagens anledning. Tilmelding er ikke nødvendig.