Smør fedt i håret og tag strutskørtet på – Sorø holder byfest som i 1950’erne
1950’erne var en tid med fremgang. Det gik bogstaveligt talt derud af, med fjernsyn, køleskabe og den allerstørste drøm: Egen bil.
På Sorø Museum står 2013 i bil-historiens tegn med udstillingen ”Da far fik bil”, som åbner den 4. maj. Tiden er skruet tilbage til 1950’erne, og museet vil gerne invitere hele byen og kommunen med tilbage i historien. Tilbage til dengang ”far fik bil”.
Derfor gør museet fælles sag med Dansk Veteranbil Klub og Sjællands Motorveteraner, som hvert år afholder klassisk køredag i byen med deltagelse af op mod 400 veteranbiler. Den 5. juni sørger de for, at Sorø fyldes af flotte, gamle biler.
1950’ernes asfalt var ikke kun til at køre på. Den var også til at danse på – ved tidens populære asfalt-baller. Den gamle jitterbug-mester Per Rock vil undervise i tidens trin, så alle kan give den gas på 1950’er-maner til rock’n’roll bandet Wild Wax Combo, der giver udendørs koncert på Torvet.
Tid og sted
På Fars dag og Grundlovsdag, den 5. juni 2013 kl. 12-20.
- På Torvet i Sorøafholdes asfaltbal, danseundervisning og historisk modeshow.
- I Storgade, der lukkes, vil veteranbilerne blive parkeret fra Alléen og til Torvet. Så vidt muligt inddrages restaurationer og kulturinstitutioner i Storgade i 1950’er-temaet. På de to museer holdes ekstra åbent.
- På Akademigrunden holder der også veteranbiler.
Program
Kl. 10 – 15: Frisørsalon i gården på Sorø Museum.
Kl. 12-14: Veteranbilerne ankommer til Sorø.
Kl. 12-14: Særlig 50’er menu hos Støvlet Katrines Hus.
Kl. 11-18: Sorø Museum holder ekstra åbent med fri entré.
Kl. 11-18: Sorø Kunstmuseum holder ekstra åbent og tilbyder halv pris til fædre med børn.
Kl. 11-20: Victoria Teatret udstiller filmplakater fra 1950’erne i foyeren med fri entré.
Kl. 11-20: Victoria Teatret udstiller gamle filmprogrammer i vestibulen med fri entré.
Kl. 11.30 – 14:30: Victoria Teatret viser dokumentaren ”100 års barndom” med en halv times interval.
Kl. 14-15: Historisk modeshow på Torvet.
Kl. 15.00: Victoria Teatret viser “Baronessen fra benzintanken” med bl.a. Dirch Passer og Ghita Nørby.
Kl. 15.30 – 16.30: Elever fra Sorø Gymnastik Efterskole danser Jive forskellige steder i Storgade.
Kl. 16-16.30: Opvarmning ved Sorø Musiske Skole på Torvet.
Kl. 16.30-17.30: Danseundervisning ved Per Rock på scenen på Torvet
Kl. 17.00: Victoria Teatret viser “Ingen er fuldkommen” med bl. a. Marilyn Monroe (fri entré).
Kl. 18.30-20.30: Live-koncert ved Wild Wax Combo (inkl. pause).