Den 1. september 2022 er det fem år siden Hørkram Foodservice A/S gik i luften med deres fiskeopskæring – et nyt forretningsben, som skulle være med til at understøtte virksomhedens vision om at fungere som totalleverandør for deres mange kunder.

”Vi gik ind i fiskebranchen med en tro på, at det kunne lade sig gøre og på at det ville være en gevinst for vores forretning og for vores kunder, men vi var naturligvis spændte på, hvordan markedet og ikke mindst kunderne ville tage imod det,” fortæller Claus Sundin, produktionsdirektør i Hørkram Foodservice A/S. Heldigvis kan mange kunder se fordelen i at få deres friske fisk leveret sammen med de øvrige varer, de bestiller hos foodservice-grossisten. Det betyder, at Hørkram hver uge producerer og leverer et sted mellem 45 og 50 tons frisk fisk og skaldyr til deres kunder, der er fordelt over hele landet.

Den 1.100 m² store produktion, der ligger i Hørkrams logistikcenter i Sorø, beskæftiger pt. 25 medarbejdere, der arbejder i treholdsskift. Senest har man ansat to ukrainske flygtninge. Produktionen er tæt på at være døgnbemandet, hvilket er en betingelse for, at det kan lade sig gøre at få de mere end 700 varenumre ud til Hørkrams mange kunder. Desuden leverer Hørkram frisk fisk til en række af koncernens logistikcentre i henholdsvis Sverige og Nordtyskland.

”Vi har fra fiskeproduktionens spæde start betegnet os selv som en moderne fiskehandler. Det gør vi, fordi vi lægger stor vægt på at være fleksible overfor vores kunder.” tilføjer Frank Kofoed, der er Hørkrams fagkonsulent på fisk. ”Vi tilbyder ferske varer, røgvarer, fiskefars og ikke mindst fisk i portioner, ligesom vi løbende tilpasser vores sortiment til kundernes ønsker,” fortsætter han. På grund af den store mangel på arbejdskraft i branchen har Hørkram den seneste tid set en stor stigning i efterspørgslen på især fisk i portioner, da disse produkter er med til at spare arbejdstid i køkkenerne.

Som en del af dét at være en moderne fiskehandler har Hørkram udfaset at levere deres fisk og skaldyr i flamingokasser med is. I stedet leveres fiskeprodukterne i en specialudviklet kasse med et særligt indlæg, som skiller produkterne fra fiskesaften. Sammenholdt med en konstant temperatur under 2 °c er denne pakning med til at sikre, at produkterne bevarer deres gode smag og aroma.

Hørkram Foodservice har deres egen indkøber på fiskeauktionen i Hanstholm, men samarbejder også med en række øvrige leverandører, da man har fokus på løbende at sikre et bredt udvalg samt høj kvalitet og lang holdbarhed på de fiske- og skaldyrsprodukter, der tilbydes til virksomhedens kunder.

”Vi leverer pt. større mængder fisk og skaldyr til vores kunder end vi havde forventet, at vi ville gøre på nuværende tidspunkt, men vi har fortsat fokus på at udbrede kendskabet til produkterne blandt både eksisterende og nye kunder,” slutter Claus Sundin af.

Pressefoto