Børnenes Rekordbog 2017 er udkommet. Bogudgivelsen blev fejret lørdag 8. oktober i Nykøbing Falster. Dagen inden bogudgivelsen varmede de op med rekorddag på Sorø Privatskole, der er regionsklub i Region Sjælland.
Sorø Privatskole er en af to regionsklubber i Region Sjælland. Det betyder blandt andet, at skolen kan godkende rekordforsøg af børn i området, og få dem optaget i Børnenes Rekordbog. Derudover er skolen hvert år med til bogudgivelsen af den nye Børnenes Rekordbog. Begejstringen var derfor stor i klubben på Sorø Privatskole forud for bogudgivelsen af Børnenes Rekordbog 2017, som foregik lørdag 8. oktober i Nykøbing Falster. Flere af børnene fra klubben har nemlig deres rekorder med i bogen.
Det blev markeret med en rekorddag, hvad ellers, i klubben på Sorø Privatskole fredagen før bogudgivelsen, hvor der blev sat nye rekorder til næste års udgave af Børnenes Rekordbog. F.eks. snuppede Joakim Østergaard rekorden i at cykle langsomst på cykel i et felt på 1×10 m i tiden 2:10 minutter. Noah Schelde tog rekorden i, at holde balancen længst muligt på baghjulet af et løbehjul i et felt på 1×1 m i tiden 0:55 minutter. Og Sarah Malling slog rekorden i, at samle et puslespil på 70 brikker alene i tiden 9:48 minutter.
Om lørdagen til bogudgivelsen i Nykøbing Falster kom der flere rekorder i hus. Mathilde Coutant og August Coutant var med i en fælles rekord, hvor de skulle have en grydesvamp på den ene fod, mens de stod på det andet ben. Rekorden blev stoppet i tiden 10 minutter, og der er nu er lagt op til forbedring af andre børn. Derudover slog August Coutant og Akkash Kugaseelan deres egen rekord i, at køre længst tid på waveboard samtidig med, at en bold bliver kastet frem og tilbage mellem de to. Drengene forbedrede deres rekord, så den nu lyder på 198 kast i træk uden at tabe bolden.
Ideen til at lave Børnenes Rekordbog fik Mikael Brøgger, bogens redaktør og forfatter, en sommerdag tilbage i 1985, hvor han sad på sin altan og lyttede til et program i radioen, der handlede om nogle børn, der ville optages i Guinness Rekordbog med deres 300.000 styk store kapselsamling. Rekorden var dog ikke nok til at komme i de ”voksnes rekordbog”, og derfor fik han idéen med Børnenes Rekordbog. Det var han ikke alene, og Børnenes Rekordbog er nu udkommet for 28. gang.
”Det overordnede formål med bogen er at skabe en vi-følelse. Konkurrenceelementet er ikke det vigtigste, men samarbejdet er i højsædet. Både børn og voksne oplever gang på gang, at samarbejdet om en rekord giver gode kammeratlige relationer, knytter tætte bånd og skaber en fælles historie med en masse sjove og fælles oplevelser,” fortæller Kåre Ravnskov, regionsleder på Sjælland og pædagog i klubben på Sorø Privatskole.
Regionskontorerne er altid glade for at besvare spørgsmål, og er der behov for det, tager kontrollanterne også gerne ud for at kontrollere dit rekordforsøg. Husk at kontakte dem i god tid inden forsøget. Børnenes Rekordbog 2017 kan købes hos boghandlere i hele landet, forskellige supermarkeder og på internettet.