Rikke Johnsen har fået udviklet sin ”Rikkes Ældreomsorg” til en fornuftig forretning, hun kan leve af. Det takker hun det iværksætterkursus for, hun sidste efterår deltog i. Nu indbyder Sorø Erhverv til nye kurser.
Går du ligesom Rikke Johnsen gjorde med drømmen om at blive din egen chef, men er du i tvivl om, hvad der skal til for at drive en virksomhed? Så er der hjælp at hente, når Slagelse Erhvervscenter sammen med Sorø Erhverv henover efteråret udbyder endnu et iværksætterkursus. Allerede den 5. september holdes der informationsaften som afsæt for det kommende kursus.
Rikke fortæller om sine erfaringer fra sidste efterårs kursus: ”Jeg tog nok kurset lidt bagvendt i forhold til flere af de andre, da jeg allerede var i gang med min virksomhed, men det var absolut ikke et minus. Jeg synes, det var et supergodt forløb, hvor vi nåede hele vejen rundt om de emner, jeg gerne ville vide mere om. Der er rigtig mange ting at få styr på i starten, og der er kurset en god hjælp.”
Iværksætterkurset er for alle, både dem der lige er gået i gang, og dem der bare har en god idé. Informationsaftenen afholdes den 5. september. Selve kurset begynder den 18. september og løber over otte tirsdage frem til den 13. november. Deltagerne føres gennem en række relevante emner bl.a. forretningsidéen, økonomi, markedsføring, salg, forsikringsforhold og jura. B¨de informationsaften og kursus holdes hos Slagelse Erhvervscenter i Det Gamle Posthus, Sdr. Stationsvej 26, 1. sal i Slagelse.
”Undersøgelser viser, at der er en større sandsynlighed for, at en nystartet virksomhed lever mere end tre år, hvis man modtager vejledning før og under opstart. Derfor prioriterer både Slagelse Erhvervscenter og Sorø Erhverv at kunne tilbyde iværksætterne den bedste start blandt andet via gode kurser og vejledningstilbud”, siger Bolette Trier Nissen fra Slagelse Erhvervscenter.