Over 40 virksomheder og uddannelser medvirkede, da Sorø Kommune 18. januar for anden gang i træk inviterede til job- og uddannelsesmesse i Sorø Hallen. En af dem var JN Service VVS ApS.
“Det er et godt initiativ fra kommunens side”, siger indehaver Jesper Nielsen. “Messen var velbesøgt, og vi fik talt med mange forskellige mennesker”. JN Service VVS var bl.a. i dialog med Kilden Topshøj. Skolen for uledsagede flygtninge har brug for hjælp fra lokale erhvervsdrivende til at få de unge mænd i beskæftigelse, så de ikke skal forsørges af danskere.
“Messen er generelt en god mulighed for at se, hvad der rører sig i kommunen. Vi er altid på jagt efter dygtige folk, og da vi har mange lokale kunder, kigger vi også meget gerne i lokalområdet efter arbejdskraft.”
JN Service VVS løser dog langt fra kun opgaver her på egnen. De servicerer kunder i Nordsjælland, Brøndby, Nærum, Malmø… ja, faktisk overalt.
Følg virksomheden på Facebook og se eksempler på arbejdet.