“Vi skal firdoble den årlige elproduktion inden 2030, ellers har vi ikke nok strøm. Den primære årsag er stigningen i el som energikilde til transport.”
Det perspektiv satte gang i debatten, da 34 erhvervsledere mødtes til Sorø Erhverv og Erhvervslivets Bæredygtighedspanels temamøde om ”Energi og CO2-reduktion”.
Sorø Kommune var blandt det første hold af danske kommuner, som tilsluttede sig DK2020-klimahandlingsplaner. I dag er samtlige kommuner med i arbejdet, som også har skiftet navn til Klimaalliancen, hvor de i fællesskab arbejder for en 70% CO2-reduktion inden 2030 og CO2-neutralitet senest i 2050.
Zoomer man ind på CO2-udledningen i den geografi, som Sorø Kommune dækker, kan man se, at udledningen kommer fra tre hovedkategorier:
26% fra transport
29% fra energibrug
43% fra landbrug
de sidste 2% kommer fra anden aktivitet
Erhvervslivet tog et dyk ned i de mange data og drøftede løsningsmuligheder.
Som virksomhed uden for landbruget er det tydeligt, at transport samt energiforbrug er de primære indsatsområder.
Lokale indsatser viser vejen
Hørkram har satset stort på solenergi, el-lastbiler og overskudsvarme. I et samarbejde med Sorø Fjernvarme kan Hørkram i fremtiden levere overskudsvarme direkte til fjernvarmenettet. Overskudsvarmen dækker 20% af fjernvarmeforbruget i Sorø.
Omstillingen til el-drift og forhåbentlig senere til brintdrift af lastvognsparken er i fuld gang, og de første 25 100% eldrevne lastbiler leveres i løbet af maj. En el-lastbil koster tre gange så meget som en disellastbil, hvilket betyder, at tilbagebetalingstiden er på 10 år.
En del af strømforbruget leveres af Hørkrams egne solcelleanlæg. 10.000 m2 solceller findes på taget, mens endnu et solcelleanlæg er under montage på en nabogrund, som virksomheden har købt.
Vindmøller er ”no go” i Sorø Kommune, fordi det meste af kommunen ligger i indflyvningszonen til Københavns Lufthavn, og vindmøller kan påvirke flyets kommunikationssystem. Derfor satser Sorø Kommune på solenergi og Power-to-X bl.a. på det gamle gaslager ved Stenlille.
Rent drikkevand til alle
Et af verdensmålene handler om drikkevand. I Danmark benytter vi grundvand og tager det som en selvfølge, at vi har rent vand i hanerne. For kun et år siden blev drikkevandet rationeret i Oslo, mens floder og søer udtørrer i Sydeuropa, hvor overfladevand er den primære drikkevandskilde. Reduktion i forbruget af drikkevand står derfor højt på listen over klimaindsatser.
Mrain er ekspert i genanvendelse af regnvand. Ved at opsamle og filtrere regnvandet opnås en lang række fordele: ingen blødgøring af vandet, ingen kalk, og fremfor alt reduktion i unødigt forbrug af drikkevand. Blødt vand er velegnet til procesanlæg og mange former for vandforbrug i industrien.
Eksempler fra virksomheder viser, at selv mindre virksomheder kan være med. Et mindre anlæg ligger i prisklassen 60-70.000 kr. inkl. installation.
Solceller: Det nye sort i Sorø
Bæredygtighedspanelet har i samarbejde med Miljø & Teknik i Sorø Kommune udviklet en tjekliste til virksomheder, der ønsker at installerer solceller.
Formålet er at gøre det enkelt for virksomhederne og at trimme den kommunale sagsbehandling, så processen bliver enkel og hurtig. For at få et overblik over, hvor stort potentialet for solceller er, og hvor mange virksomheder, der kan være interesseret, har Miljø & Teknik screenet erhvervsbygninger i Sorø Kommune.
Ideen er at samle en stor gruppe virksomheder, således myndighedsbehandlingen kan gennemføres på samlebånd, og således at virksomhederne kan pulje deres solcelleindkøb.
Multitech præsenterede en række løsninger på både solceller og varmepumper. Et solcelleanlæg har en levetid på minimum 25 år og en tilbagebetalingstid på ca. 5,5 år.
For virksomheder er der flere fordele ved solceller, netop fordi det primære energiforbrug foregår i dagtimerne, hvor solen skinner, og strømmen derfor forbruges i takt med, at den produceres. Med en batteriløsning vil de fleste virksomheder kunne dække en meget stor del af deres elforbrug.
Sorø Erhverv, Sorø Kommune og Bæredygtighedspanelet er gået i gang med planlægningen af et temamøde udelukkende med fokus på solcelleanlæg.