Efter mange år som aktiv og loyal Venstre-mand har Stephen Møller Hansen nu taget et opgør med sit gamle parti. Han melder sig ud af Venstre og træder i stedet ind i Det Konservative Folkeparti, hvor han samtidig opstilles som kandidat til det kommende kommunalvalg.

Beslutningen er ikke truffet let, men ifølge Stephen Møller Hansen er det en naturlig konsekvens af en længerevarende udvikling:

”Jeg er nået til den konklusion, at jeg har meget mere til fælles med De Konservative i Sorø Kommune end med Venstre. Deres politik er mere samlende og bygger på langsigtede visioner – især når det gælder den grønne omstilling og en ansvarlig økonomisk linje.”

Han fortsætter:

”Det var ikke en nem beslutning at forlade det parti, jeg har været en del af i så mange år. Men jeg kan ikke længere stå inde for den kurs, Venstre fører i Sorø Kommune. Når fokus bliver på egne nærområder frem for hele kommunens udvikling, og når man fører politik med frygt frem for fakta – så må man tage ansvar og træffe et valg. Det har jeg gjort”

Stephen, som i en periode har været næstformand for Venstre, peger særligt på butikkerne og de steder hvor vi ser og møder hinanden i hele kommunen og kommunens fremtidige rolle i Region Øst som eksempler, hvor han ser større potentiale i Konservatives tilgang:

”Blandt andet udviklingen i midtbyen kræver mere end parkeringspladser. Detailhandlen har ændret sig, og derfor skal vi tænke nyt – med fokus på butiksindretning, service og attraktive oplevelser. Ligesom vi skal være klar til at gribe de muligheder, Region Øst bringer med sig.”

Borgmester Gert Jørgensen glæder sig over den nye tilgangskraft:

”Jeg er utrolig glad for, at Stephen har valgt at skifte til Det Konservative Folkeparti. Han er en erfaren og indsigtsfuld politiker, og hans beslutning bekræfter, at vi har fat i de rigtige løsninger for Sorø Kommune. Velkommen til, Stephen.”

Stephen Møller Hansen – pressefoto