Af Niels Hilker, formand for DN Sorø
I forbindelse med forslaget til lokalplan SK 77 (udstykningen på Sognefogedvej i Sorø) har borgere efterlyst en overordnet planlægning fra Sorø Kommunes side. Plan for udbygningen i det sydlige Sorø, plan for infrastrukturen, plan for understøttende dagtilbud i lokalområdet og plads på Frederiksberg Skole.
Heri kan jeg kun være enig, og kan tilføje, at vi også har brug for en overordnet plan for lokalisering af solcelleparker, en plan for lokalisering af robuste arealer og for sårbare områder, der skal beskyttes af naturhensyn.
Og frem for alt har vi i Sorø Kommune brug for en politisk ledelse, der har en holistisk tilgang til sine planer og beslutninger. Altså en ledelse, der tager højde for den brede vifte af afledte konsekvenser og kumulative påvirkninger, der kommer som følge af planer og trufne beslutninger. F.eks. lokalplanforslaget SK 77, der fortsætter med at udbygge boliger uden at samtænke og afveje konsekvenserne i andre sektorer eller i civilsamfundet.
Er en overordnet plan så løsningen. Desværre ikke altid. Planer og lovgivning skal sikre en linje og værne mod vilkårlighed, men der kan ofte dispenseres fra dem. Og det er en mulighed Sorø Kommune bruger, og ofte vilkårligt. Dispenserer fra en lokalplan, dispenserer fra søbeskyttelsen, dispenserer fra planlovens opdeling i byzoner og landzoner osv.
Derfor ja tak til overordnede planer og nej tak til vilkårlige dispensationer.