Indlæg af skuespiller og soraner Henrik Jandorf.
En demokratisk beslutning sker ikke ved afstemningen, men ved samtalen, forhandlingen, den gensidige respekt, da kun dette fører til forståelse for helhedens interesse.
Demokratiet i Sorø Kommune synes på sin egen folkelige facon under afvikling. Fremover kan økonomiske prioriteringer og overordnede politikker, som beskriver styringsmåderne i Kommunen, godkendes for lukkede døre af Økonomiudvalget og andre fagudvalg, hvorved 3 partier i byrådet samt en løsgænger bliver holdt uden for forhandlingerne. De 4 sidstnævnte er folkevalgte medlemmer i det danske demokrati og skal derfor naturligvis sidde med i de indledende samtaler i det 25 medlemmers store byråd. Den trufne beslutning om drøftelser bag lukkede døre vil gøre det vanskeligere for borgerne at følge begrundelserne for politiske omprioriteringer. Og hvorfor er Enhedslisten det eneste parti, som stemmer imod denne ændring i byrådet? Det kan da ikke være oppositionens ønske at læne sig tilbage og sidde udenfor?
I 1945 udgav Hal Koch bogen ‘Hvad er demokrati?’. Heri fortalte han, hvordan beslutningerne i et sogneråd, dvs. den tids kommunalbestyrelse (byråd), fandt sted. “Der findes et sted her i landet et sogneråd med to grupper: En flertalsgruppe og en mindretalsgruppe. Møderne foregår ofte ved, at flertallet kort og knapt fremsætter det forslag, man i gruppen er blevet enige om. Oppositionen får så ordet. Den afgiver et langt, ofte velbegrundet indlæg, som viser vanskelighederne ved sagen. Under dette indlæg kan ingen se, om flertalsgruppens medlemmer hører efter eller sover. Når oppositionen er færdig med sine indvendinger, foreslår formanden, at man skrider til afstemning. En nærmere drøftelse finder han som regel ikke nødvendig. Det er den heller ikke. For flertallet har afgjort sagen i forvejen og bryder sig ikke det mindste om modparten eller dens synspunkter. Men mødet slutter altid med en god demokratisk afstemning. Hvorfor er dette udemokratisk? Fordi en demokratisk beslutning ikke sker ved afstemningen, men ved samtalen, forhandlingen, den gensidige respekt, da kun dette fører til forståelse for helhedens interesse. Det mærkeligste ved dette sogneråd er, at oppositionen overhovedet gider møde op.”
Tillidskrisen i dag mellem politikere og vælgere er nærmest livstruende for folkestyret. Stramningen af offentlighedsloven i 2013 har vist sig at være en gift for tilliden mellem politikere og offentligheden. Mørklægning af centrale administrationer er daglig kost: man nægter aktindsigt, afviser at svare eller svarer udenom, når der bliver forsøgt kastet lys over en sag. Politikere bejler først om vælgernes gunst, ‘hvis I stemmer på mig, så skal jeg tale jeres sag i et beslutningstagende forum’ – men fra det sekund, de er valgt ind, drejer det sig om én ting: deres eget sæde, deres egen fremtid og livsforsikring: ‘I kan da nok se, at jeg ikke ene mand/kvinde kan gennemføre alt det, jeg lovede.’ Måske ikke’, svarer vi vælgere, ‘men det er jeres pligt at pleje det mandat, I er valgt ind på. Hvorfor holder I jeres politik hemmelig for os, som valgte jer ind?’
Offentlighedsloven er et falsum, som alle lider under. Den forpester det politiske klima og tvinger alle til stadig mere utraditionelle metoder for at komme sandheden nærmere. Er det “rigets sikkerhed” eller “hensynet til fremmede magter”, som er på spil, når Sorø Byråd vælger at mørklægge sine økonomiske prioriteter? Hvad er det, der er så vigtigt at skjule?
Holberg har i “Den Politiske Kandestøber” beskrevet det for nøjagtig 300 år siden: “Man kan for en Kniv, Gaffel eller Sax faae af de Vilde et stykke Guld, som vejer ligesaameget. Vi maa mage det saa, at de Forslag vi gier ind for Raadet, ikke lugter af egen Nytte; thi ellers kommer vi ingen Vej dermed.”
Hvem skal vi stemme på næste gang? Findes ærlige mennesker, som ikke har en skjult dagsorden?
