Enhedslistens byrådsmedlem Bo Mourizen skriver i dette debatindlæg: I februar fremlagde Enhedslisten et forslag om at borgerne i Sorø Kommune får samme muligheder for at rejse forslag i byrådet, som byrådsmedlemmerne har. Det der populært kendes som borgerdrevne forslag.
Borgerdrevne forslag er en mulighed for at udvide og nuancere demokratiet, samt ikke mindst få forslag frem, som det politiske system ikke nødvendigvis har tænkt på.
Vi kan se fra de mange forældredemonstrationer mod nedskæringer på børneområdet, at det påvirker det politiske system når borgerne går sammen. Tilstrækkeligt mange markeringer fra forældrene førte til, at flertallet valgte at afbøde nogle af nedskæringerne på området.
Fra Enhedslisten er vi stærke tilhængere af et græsrodsdemokrati. Vi syntes det var positivt, at så mange forældre blev mobiliseret og valgte at påvirke den politiske proces.
I Enhedslisten mener vi også, at det vil gavne det aktive demokrati, hvis borgere får mulighed for at rejse forslag i byrådet. Det vil blandt andet give plads til unge, der måske ikke kunne stemme ved det seneste valg, en mulighed for at påvirke byrådets arbejde. Vi synes, at fire år uden borgerindflydelse er en alt for lang periode.
Det er Enhedslistens opfattelse, at borgerdrevne forslag kan mobilisere både lokalt og tværkommunalt til at deltage i lokaldemokratiet og også give mulighed for at være aktive mellem valgene, for eksempel for de partier der stillede op sidst, men ikke blev valgt, eller for grupper med fælles enkeltsager. Selv om forslagene ikke nødvendigvis vinder fremme, er de efter Enhedslistens opfattelse med til at skabe en politisk dynamik. Dels aktiveres en masse mennesker, dels er det med til at sætte fokus på de valgtes holdninger.
Enhedslisten fremsatte forslaget om borgerdrevne forslag, fordi det er vores opfattelse, at et velfungerende demokrati er et dynamisk demokrati, der konstant kan påvirkes af borgerne.
I Folketinget blev ønsket om borgerdrevne forslag båret frem af Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, De Radikale, SF og De Konservative, med argumentet at det vil styrke demokratiet. Den holdning bakkede B, C, O og Å ikke op lokalt. De valgte enten at stemme imod borgerdrevne forslag eller at stemme blankt, hvilket i dette tilfælde (i praksis) var det samme som at stemme nej. Fra Enhedslisten kan vi blot konstatere, at Blå blok (B,C,V,O og Å) lokalt ikke ønsker at inddrage borgerne – tilsyneladende er opfattelsen, at Blå blok ved bedst.
Mvh
Bo Mouritzen
Byrådsmedlem
Enhedslisten i Sorø