Med udgangspunkt i aviser og blogs, så led Sorø Kommune et svidende nederlag i retssagen mod SLO omkring fjernelse af PCB forurenet materiale. Det bør bekymre af flere grunde: For det første, er det bekymrende at ejeren af SLO i Sjællandske (7. januar 2018) har pointeret, at materialet ligger på jorden uden overdækning og uden membran til at beskytte mod nedsivning.

Det rejser en problematik omkring, hvem der beskytter de borgere, der er utrygge ved miljøbehandlingen og ikke mindst, hvem beskytter miljøet!

Bo Mouritzen

I det materiale Sorø kommune ønsker indbygget, er der givet tilladelse til, at der må indbygges materialer med et maksimalt indhold af bly på 2500 mg/kg hos SLO. Hvordan kan vi forsvare overfor vore børn og børnebørn, at vi graver bly ned?

Problemstillingen er yderligere, at Sorø Kommune har fungeret som både bygherre, miljømyndighed, tilsyn og klageinstans og yderligere har en økonomisk interesse i udfaldet af de prøver, der er taget.

Det er Enhedslistens opfattelse, at Sorø Kommune prioriterer kortsigtede, økonomiske interesser over miljøet. Der er således en betydelig økonomisk forskel for Sorø Kommune på, om materialet indbygges eller sendes til deponi.

Sorø Kommunes subjektive interesse, har blandt andet afspejlet sig i, at miljøtilsynet i Sorø Kommune giver sig selv dispensation fra Miljøgodkendelsen, og tillader brokker med tjærestoffer og andet affald.

Hvis man i sin tid havde forsøgt at få tilladelse til at deponere tjærestoffer, ville man aldrig have fået den igennem, da alle ved, hvad tjære og bitumen gør ved vandmiljøet. De færreste har et forhold til PCB.

Det forklarer også, hvorfor Sorø Kommune har lavet en kontrakt med SLO. Hvor der ikke er nogle præcise krav, og dermed ikke har nogle sanktionsmuligheder, hvis SLO materialet graves ned uden at sikre naturen.

Vi er derfor i en situation at PCB sagen kan ende med en langvarig retsproces, for efter det første nederlag, har Sorø Kommune valgt at anke afgørelsen til Landsretten. Imens ligger brokkerne stadig på jorden.

Både valget af SLO som aftager af kommunens forurenede PCB affald og valget af en nedriver, der er blevet voldsomt kritiseret i en uafhængig rapport fra Golders, tyder på, at økonomien kom før miljøet. Golders mener ikke, at afrensningen af affaldet, er i orden. For eksempel er der overflader, maling og malingsrester, der skulle være afrenset, ikke blevet afrenset.

Det virker også absurd, at man fra kommunalt hold, kan spekulere i indbygning i stedet for deponi. I den forbindelse kan det nævnes, at der ikke er nogen saglig grund til at indbygge én meter knust beton på pladsen, for at parkere udrangerede gamle lastbiler. Det er et tykkere lag end man bruger, på vore motorveje. Det tegner til, at Sorø Kommune har spekuleret i indbygning for at spare på udgifterne i forhold til deponiudgiften.

Nu står vi med det første resultat af det, der efter Enhedslistens opfattelse er et forsøg på, at sætte økonomi over miljø. Hvis nederlagene fortsætter, bliver næste spørgsmål: Hvem har det politiske ansvar for forløbet?

Mvh
Bo Mouritzen
Byrådsmedlem
Enhedslisten i Sorø