På Parnas ved Sorø Sø åbner Sorø Jazzfestivalen denne sommers program søndag den 25. juli med saxofonisten Emil Hess’ sprudlende sextet. Det er niende år, der spilles en uges sommerjazz på forskellige steder i hele Sorø kommune. Et halvt hundrede jazzmusikere besøger festivalen. Og der ventes flere tusinde tilhørere til koncerterne. I løbet af ugen kan man bl.a. lytte til pianisten Carsten Dahl på Kunstmuseet, violinisten Bjarke Falgren på Kragerup, saxofonisten Jens Haack på Kunstnergaarden og trommeslageren Snorre Kirk i Klosterkirken.
Desuden finder et internationalt møde sted på Victoria Teatrets scene, hvor den franske saxofonist Pierre Bertrand og den argentinske percussionist Minino Garay optræder i en oktet anført af danske Line Kruse. Også mere ubeskrevne blade præsenteres på festivalen. Den unge Fanø-sangerinde Nathalia Florez giver således koncert på Tersløsegaard sammen med talenter fra Esbjerg Musikkonservatorium.
Hele programmet for alle ugens koncerter til og med søndag den 1. august kan hentes på soroejazz.dk.
Lokalt initiativ
Arrangør er det lokale non-profit selskab som siden 1983 har drevet Sorøs biograf og anden kulturel virksomhed i samarbejde med Allan Aistrup, som forestår den kunstneriske tilrettelæggelse. Sorø Jazzfestivalen kendetegnes ved, at musikken præsenteres på mange forskellige steder fra syd til nord i Sorø kommune. Det er i cafeer, restauranter, museer, hoteller, kirker og på herregårde, skovfarme og lokale B&Bs samt i byens teater m.v.
Programvalget er nutidig professionel jazz af høj kunstnerisk kvalitet og i alle formater fra duo til bigband. Det er samtidig en ambition at styrke Sorøs omdømme som oase for kultur og kunst, hvor jazzen har fundet plads i slipstrømmen af byens 50 år gamle klassiske musikfestival, med hvilken et nært samarbejde er etableret. Mellem sommerens koncerter er således også et musikalsk genremøde, hvor en jazzkvartet spiller sammen med en klassisk strygerkvartet. Det sker onsdag den 28. juli i Sorø Klosterkirke.