I sidste uge brugte lærlinge og elever fra fem af Sorøs virksomheder en eftermiddag på Hørkram for sammen at finde ud af, hvad næste års lærlinge- og elevarrangementer skulle byde på.
– Det er super fedt, at vi sådan får lov til at have noget at skulle have sagt. Jeg tror helt sikkert, det gør, at vi får et større ejerskab og nok også, at flere vil synes, at det er fedt at komme til arrangementerne. Vi har alligevel nok en lidt bedre fornemmelse for, hvad der kunne være sjovt at lave.
Sådan lyder det fra Bjørn Christensen, elev i Hørkram, som sidste uge var én ud af fem lærlinge og elever, der var med til at planlægge hyggearrangementer og andre sociale initiativer i Sorø Lærlingenetværk for 2019. Ølsmagning, Grill og vejrtrækningsøvelser er blot nogle af de ting, der har været på programmet for netværkets arrangementer i 2018. Nu håber Sorø Erhverv og netværkets styregruppe, der består af otte Sorø virksomheder, at endnu flere lærlinge og elever vil få øjnene op for netværket.
Fællesskabsfølelse på tværs af fag og arbejdsgiver
Tanken bag netværket, som blev dannet sidste år, er at skabe større sammenhold blandt lærlinge og elever. Peter Hansen, Smedemester i Poul W. Jensen fortæller
– Vi kunne jo rigtig godt tænke os at styrke den positive historie om det at tage en håndværksuddannelse. Der ligger mange efteruddannelsesmuligheder inden for håndværkerfagene og ligeledes mange gode jobtilbud. Derfor betyder det også meget for os mestre, at vi kan være til at prøve at gøre det mere attraktivt at blive lærling eller elev. En af de måder er ved at styrke fællesskabet og lave noget de unge kan mødes om, så de skaber kontakter på tværs af fagene.
Arrangementerne for 2019 er stadig i støbeskeen. Interesserede virksomheder er velkomne til at kontakte Laila Bregner Carlsen fra Sorø Erhverv på telefon 57 87 60 35 eller lbc@soroe.dk for at høre mere eller få besked ved næste arrangement.
• Lærlingenetværket er dannet af KOPP Sorø, Multi-tech, Elektrogården, Hørkram, Poul W. Jensens eftf., AGJ, A/S Poul Larsens El & VVS og Sorø VVS. Sorø Erhverv faciliterer arrangementerne.
• Lærlingenetværket er Danmarks første tværfaglige lærlingenetværk.