Mandag den 6. maj mødtes 51 interesserede i Fjenneslev Kirke til en aften med fortællinger om Hvideslægtens kirkebyggerier.

Lektor Per Højland fortalte de fremmødte om Hvideslægten og dens indflydelse på både den lokale historie og Danmarkshistorien i Middelalderen.

Hvideslægten er kendt for sine mange kirkebyggerier. Fjenneslev Kirke og Bjernede Kirke blev begge inddraget i fortællingerne og efterfølgende besøgt, så man kunne se og opleve disse markante lokale kirker.

Hvideslægten byggede i løbet af en forholdsvis kort årrække i Middelalderen mindst 77 kirker på Sjælland foruden en del kirker i Jylland og i Sverige. Det er bl.a. udbredelsen af viden om disse kirker og Hvideslægten, som foreningen Asser Rigs Hus ønsker at medvirke til gennem foredrag og besøg.

Den 10. juni og 26. august kl. 19 – 21 holdes der i Fjenneslev (og Bjernede) to tilsvarende foredrag og besøg. Billetter hertil koster 100 pr. deltager (personer under 18 år deltager gratis) og kan købes hos Sorø Bykontor eller ved fremmøde i Fjenneslev.

Er man medlem af foreningen Asser Rigs Hus – eller har betalt entre til et af foreningens arrangementer i 2024, er der gratis adgang til foreningens arrangementer i resten af året.

NB: Arrangementet var udsolgt, så nåede du ikke at deltage denne gang, kan du på Sorø Bykontor allerede nu købe billet til de næste arrangementer (der sælges max. 50 billetter).

Se evt. mere om foreningen på Asserrigshus.dk

Foto: ABW