Den 4. april dyster 300 elever fra Sorø Kommune om trofæet i Naturfagsmaraton, som Naturvidenskabernes Hus står bag. I år deltager flere end 22.000 elever i 5. og 6. klasse på landsplan.
Den 4. april mødes 300 elever fra 5. og 6. klasser i Sorø Kommune til årets Naturfagsmaraton i Pedersborg Hallen. Her får eleverne endelig mulighed for at fremvise og demonstrere deres løsninger på fire forskellige opgaver, som de har forberedt hjemme på skolen til den store konkurrencedag. De har blandt andet bygget en model af en satellit og lavet en kampagne for at stoppe tøjspild.
”Med Naturfagsmaraton vil vi øge elevernes faglige motivation og interesse for naturfag og teknologi. De bliver klogere på aktuelle udfordringer og oplever, at de kan gøre noget ved dem. Det er med til at give eleverne håb og handlekraft og en bevidsthed om, at også de kan være med til at bidrage til fremtidens løsninger, når det gælder bæredygtighed og grøn omstilling,” siger Maiken Lykke Lolck, direktør i Naturvidenskabernes Hus, det nationale center for skolevirksomhedssamarbejde.
Opgaverne er udviklet af Naturvidenskabernes Hus med det formål at tænde gnisten for naturfag og teknologi hos eleverne og styrke deres nysgerrighed og naturfaglige kompetencer. På landsplan deltager flere end 22.000 elever i Naturfagsmaraton fra januar til maj.
Mere end én løsning
Hvert år udvikler Naturvidenskabernes Hus fire nye opgaver med aktuelle udfordringer. Blandt årets opgaver er Stop Tøjspild, som skal gøre eleverne bevidste om tøjforbrug og -produktion, og hvordan det påvirker klima og miljø. Udover at undersøge garderobeskabet skal eleverne også på jagt i køkkenskufferne, når de arbejder med opgaven Frø På Farten. En opgave, der skal gøre eleverne klogere på, hvordan planter formerer sig, og vigtigheden af det miljø, frø spirer og gror i.
”Opgaverne skal bidrage til at stimulere deres opfindsomhed og kompetencer inden for engineering, hvor eleverne arbejder med at løse konkrete udfordringer ved at undersøge, få ideer, planlægge, bygge, afprøve og forbedre. De vil opleve, at der ikke kun findes én rigtig løsning på en udfordring,” siger Maiken Lykke Lolck.
En anden vigtig del af Naturfagsmaraton er, at eleverne også får opgaver baseret på hverdagen i danske virksomheder. I år har GomSpace og TotalEnergies været med til at udvikle hver sin opgave. GomSpace bygger små satellitter, og derfor skal eleverne bygge deres egen model af en satellit. I opgaven med TotalEnergies skal eleverne bygge en bil, der kan lagre energi ved hjælp af en spændt elastik.
”Gennem virksomhedernes engagement og deltagelse får eleverne indblik i nogle problemstillinger, som faktisk betyder noget i en virksomhed. Samtidig er opgaverne meget alsidige, så det bliver tydeligt, at eleverne har forskellige styrker og har brug for hinanden på forskellige områder,” siger Maiken Lykke Lolck.
Naturfagsmaraton er støttet af Novo Nordisk Fonden, LEO Fondet, Knud Højgaards Fond, Otto Mønsteds Fond, Stibo Fonden og Grundfos.
Følgende skoler deltager i konkurrencedagen:
Frederiksberg Skole
Pedersborg Skole
Sorø Privatskole
