49 elever fra 7.-9. klasse på Sorø Privatskole skal nyfortolke The Beatles musik og tekstunivers i ny original musical. Musicalen bliver opført i forbindelse med den årlige skolefest i Sorø Hallen, lørdag d. 10. marts, hvor der forventes at komme mere end 1.000 gæster.

Det skriver Sorø Privatskole til Dit Sorø.

The Beatles blev på mange måder ikon for det opbrud i den vestlige verden, som vi kalder 60’ernes ungdomsoprør, gennem deres enestående musikalske univers. En tid som på mange måder var meget anderledes end vores i dag. Men måske er The Beatles faktisk mere relevante end nogensinde.

Det mener de i hvert fald på Sorø Privatskole, hvor eleverne fra 7.-9. klasse, som har valgfaget Drama & musik, skal opføre ”Here Comes The Sun”, en ny original musical, der nyfortolker 60’er ikonernes musik og tekstunivers.

Musicalens fire hovedrolleindehavere, Lucy, Michelle, Jude og Jojo, som bliver spillet af Martha fra 9.Y, Filippa fra 8.X, Aske Emil fra 9.X og Jacob fra 9.Y, og den bærende birolle, Prudence, der bliver spillet af Ida fra 8.Z fortæller her om deres baggrund for at deltage og deres oplevelse af at være med.

Fra højre Jacob, Ida, Martha, Filippa, Aske Emil. Foto: Sorø Privatskole.

Hvad fik jer til at vælge linjefaget Drama & musik?

”Det starter fra jeg var helt lille og så Phantom of the Opera, og så elsker jeg at få folk til at grine og græde. Jeg får det dejligt af at stå på scenen,” lyder det fra Martha, hvorefter Filippa fortæller, ”Jeg synes det er sjovt at spille en anden end man er og lave sjov og skæg med sig selv. Og synge. Det er jo også en del af faget.”

”Sidste år var jeg sammen med dramaholdet en dag, og det virkede som et super stærkt sammenhold, og min mor var leder for holdet, så jeg ville prøve det i år,” forklarer Aske Emil.

”Jeg kom til skolen i 7. klasse, og da jeg så musicalen det år, sagde jeg, det vælger jeg næste år. Og så valgte jeg idræt i det fri. Men nu er det sidste år på skolen, så nu valgte jeg det. Det er en ting, man kan huske tilbage på mange år efter,” siger Jacob med forventning i stemmen.

”Jeg har danset, og det med at stå på en scene og vise det, man har øvet på, og få kredit for det, det er fedt. Det at udtrykke sig på andre måder, hvor man ikke er en selv. Og så der et stærkt sammenhold,” supplerer Ida til sidst.

Er der en morale eller vigtig pointe ”Here Comes The Sun”?

”Alt du har brug for, er kærlighed. Vi skal finde det ægte frem igen. Man skal ikke gemme sig bag skærmen. Det er okay at være anderledes. Man skal acceptere at være sig selv,” forklarer de i munden på hinanden.

Hvordan har i øvet jer?

”Vi improviserer os frem til replikker og føler vores roller scene for scene. Det som fungerer, beholder vi så. Vi leger hele tiden med flere ideer i et forsøg på at finde guldkorn,” svarer Aske Emil, mens de andre bakker ham op.

Når I spiller skuespil, er I så jeres karakter, som jer selv, eller som jeres karakter?

”Jeg prøver at være mest mulig min rolle. Det var jeg de sidste to år. Det er svært ikke at være ond, som de andre år, det savner jeg lidt faktisk. Dramatisk makeup og at få lov til at skræmme børnene,” udtaler Martha med et smil.

”Vi minder forholdsvis meget om os selv. Det er ikke svært at sætte sig ind i rollen, fordi vi meget er os selv,” svarer Filippa, mens Aske Emil tilføjer, ”Vi lever os ind i rollen, men tænker på, hvad vi selv ville gøre, så det er realistisk.”

”Vi tænker alle anderledes og opfatter ting forskelligt. Men her skal du ikke være bange for, hvordan du så ville gøre. Vi er i en fase, hvor vi udvikler vores karakterer,” afslutter Ida.

Hvordan forbereder I jer lige før stykket?

”En kæmpe kande the, honning og strække-ud-øvelser. Når man kommer ind, slapper man af. Gode tips er sund mad, the, motion og masser søvn,” udtaler Martha, som den mere erfarne. ”Man panikker fuldstændig, og når man så kommer på scenen, forsvinder det,” tilføjer Filippa med et smil.

Er der noget specielt, vi skal lægge mærke til?

”Sangene. De har en stor betydning for hele stykket. Det er en fordel, hvis man kender dem, så man må gerne læse lidt op på dem,” fortæller Martha, mens Filippa bakker op. Jacob svarer, ”Den connection, som er mellem de fire hovedroller, og hvordan de udvikler sig.”

”Man skal bemærke alle navnene, selv statisterne har navne fra sangene, selvom de ikke bliver nævnt,” tilføjer Martha.

Fakta om de fem skuespillere:

Navn: Martha Perry
Rolle i ”Here Comes The Sun”: ”Lucy”
Favorit skuespiller: ”Ingen”
Favorit film: ”Phantom of the Opera”
Favorit teater: ” Phantom of the Opera”
Fun fact: ”Jeg elsker 80’er musik”

Navn: Filippa Due
Rolle i ”Here Comes The Sun”: ”Michelle”
Favorit skuespiller: ”Ingen”
Favorit film: ”Så skal jeg nævne en mia.”
Favorit teater/musical: ”Så skal jeg nævne en mia., min far er teaterinstruktør”
Fun fact: ”Jeg er halvt østriger.”

Navn: Aske Emil Berggreen
Rolle i ”Here Comes The Sun”: ”Jude”
Favorit skuespiller: ”Jonas og Kristian fra sidste år”
Favorit film: ”Emil fra Lønneberg”
Favorit teater/musical: ”We Will Rock You”
Fun fact: ”Jeg fik Emil som mellemnavn i gave til min konfirmation.”

Navn: Jacob Christensen
Rolle i ”Here Comes The Sun”: ”Jojo”
Favorit skuespiller: ”Leonardo DiCaprio. Og Martha fra holdet.”
Favorit film: ”Forrest Gump”
Favorit teater: ”Ingen”
Fun fact: ”Jeg stod engang lige foran statsministeren og spurgte, hvor er statsministeren?”

Navn: Ida Rasmussen
Rolle i ”Here Comes The Sun”: ”Prudence”
Favorit skuespiller: ”Ingen”
Favorit film: ”Har set så mange. Det handler om humør”
Favorit teater: ”Lion King”
Fun fact: ”Jeg har haft et marsvin, der hed Æsel”

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem