Weekenden den 15-16. oktober kl. 11-16 udstiller Kunstnergaardens Malergruppe og Stenhuggergruppe. Der er fernisering om lørdagen kl. 11, hvor der vil blive budt på vin og chips. Kaffe og kage kan købes i Café Ellen. Saltofte Larsen Samlingen er åben i samme tidsrum.
Kunstgrupperne mødes næsten hele året hver onsdag kl. 9-13 på Kunstnergaarden. Malergruppen finder plads i Kulturhuset og Stenhuggerne holder til ved parkeringspladsen bag museets samling.
Til denne udstilling har de to grupper fundet sammen og vil præsentere de værker, som de har fremstillet før, under og efter Coronaen.
Formanden for Stenhuggerne Poul Odgaard har været med til at bygge den tilbygning og den overdækkede terrasse, som er deres værksted. Gruppen består i dag af 10 medlemmer, både mænd og kvinder, og på en god dag kan men se og ikke mindst høre, når der arbejdes i stenene. Iklædt støvmasker, høreværn og beskyttelsesbriller bliver store sten forvandlet til de skønneste skulpturer med både rå og pudsede former. Hver kunstner har sit udtryk og det giver derfor en mangfoldighed af udstillede stenskulpturer på weekendens udstilling. På udstillingen kan ses værker af: Poul Odgaard, Jørgen Mogensen, Torben Gregersen, Niels Gorm Christensen, Bjarne Gylstorff, Jasmin Jensen, Henning Højte Hansen, Henning Johansen og Pauline Fløjl.
Formanden for Malergruppen er Bibs Ørvad, som stiftede malergruppen for snart 5 år siden. Gruppen mødes over en kop kaffe, hvor der også drøftes andre emner end kunst som fremmer det vigtige sociale fællesskab. Herefter arbejder hver især med de billeder, der er medbragt til dagens sammenkomst. Man hjælper hinanden med kreative udfordringer og selv om det ikke er en malerskole kan det for nogle af kunstnerne resultere i udvikling af formsprog og teknikker, når der opstår gensidig inspiration med f.eks. akvarel, selvom den fortrukne maling er akryl. Udstillingen favner derfor flere måder at udtrykke billedkunst på, f.eks. akryl, akvarel, pouring, perler og malede sten. De udstillende kunstnere er: Bibs Ørvad, Ellen Houlberg Thomsen, Jytte Malmborg, Gry-Gabrielle Overgaard, May Lillenstrand, Sonja Andersen, Birgit Petersen.
Gæstekunstner Annette Raaschou van der Star udstiller glaskunst.
Det gælder for begge grupperne at der er plads til nye medlemmer, så hvis man har lyst til selv at udtrykke sig kreativt med sten eller malerier, så kig forbi udstillingen og få en snak med Bibs Ørvad eller Poul Odgaard.
Kunstnergaarden ligger på Kunstnergaardsvej 1 i Dianalund.
Fotos: Kunstnergaarden