Koncerter 26. september på Café Corner og 10. oktober på Kunstnergaarden
Lige om lidt vinder mørket over lyset. 22. september er jævndøgn, hvor dag og nat er lige lange. Derfra går det kun én vej, nemlig mod mere mørke og nætter, der føles længere og længere. Til gengæld er Sorø Jazzen på vej med efterårsjazz. Søndag den 26. september kommer guitaristen Mikkel Ploug og giver solokoncert på den lille Café Corner i Dianalund og fjorten dage senere, søndag den 10. oktober, gæster den amerikanske basunist Jiggs Whigham Kunstnergården i selskab med Pelle von Bülow og Mathias Petri på henholdsvis guitar og kontrabas. Kunstnergaarden ligger også i Dianalund. Begge koncerter begynder kl. 15.00 (hvor solen stadig er oppe…!)
Den første efterårskoncert på Café Corner byder på poetisk guitar, fremført af jazzguitaristen Mikkel Ploug, der fandt en original måde at sprænge musikken ud af coronarestriktionerne (som heldigvis er fortid nu). Han satte sig ud på sin altan, spillede vuggeviser og lagde det på youtube. Det blev så populært, at han nu turnerer med et program, han kalder ”Balcony Lullabies”. Det indeholder både viser, genhør med gamle melodier fra Højskolesangbogen og swingende jazztoner. Det er egentlig ikke så overraskende, at han fik succes, for Mikkel Ploug er en særdeles erfaren musiker, der har samarbejdet med en række store kunstnere såsom saxofonisten Mark Turner, den klassiske cellist Jakob Kullberg, koreografen Tilman O’Donnell og Den Kongelige Ballet. Mikkel Ploug har desuden udgivet adskillige plader i selskab med internationale musikere, og hans musik har fundet vej til radiostationer i Europa og USA. Han er kendt for en varm, eftertænksom blanding af jazz, folk, bluegrass og third stream, personligt og melodisk fremført med en imponerende virtuos beherskelse af instrumentet.
Søndag den 26. september kl. 15.00
Mikkel Ploug, guitar, solokoncert : ”Balcony Lullabies”
CAFE CORNER, Torvet 15, 4293 Dianalund
Entré: 50 kr. Reservation: tlf. 30 89 49 30, marianne@cafe-corner.dk
Legendarisk basunist på Kunstnergaarden
Den næste efterårskoncert finder sted på Kunstnergaarden søndag den 10. oktober, hvor den verdenskendte amerikanske jazzbasunist Jiggs Whigham kommer på besøg. Han akkompagneres af to af landets bedste unge musikere, guitaristen Pelle von Bülow og bassisten Mathias Petri. Jiggs Whigham er en 76-årig veteran, der i sin lange karriere har spillet med Glenn Millers og Stan Kentons store orkestre og et hav af berømte jazzstjerner, bl.a. Scott Hamilton. I Europa er han ikke mindst kendt for sin rolle som underviser (på Hochschule für Musik i Berlin), arrangør og bigbandleder (bl.a. BBC Bigband og Bundesjazzorchester!). Det er god gammeldags suveræn jazzbasun, han spiller. Og det på en måde, der har dannet skole for mange yngre basunister og gjort Jiggs Whigham til forbillede for den perfekt fraserede beherskelse af instrumentet. Han har endog fået opkaldt en fornem letvægts trækbasun, ”model King 2102” efter sig, så den simpelt hen kendes som ”Legend Jiggs Whigham”!
Søndag 10. oktober kl. 15.00
Jiggs Whigham Trio: Jiggs Whigham, trombone, Pelle von Bülow, guitar, og Mathias Petri, bas.
KUNSTNERGAARDEN, Kunstnergaardsvej 1, 4293 Dianalund
Entré: 150 kr. Reservation: e-mail: glyholt@post.tele.dk, tlf. 40 48 05 16