Indlæg af Niels Hilker, formand for DN Sorø. Oprindeligt skrevet til Planklagenævnet via klageportalen.

Danmarks Naturfredningsforening i Sorø klager hermed over manglende landzonetilladelse til terrænregulering på ejendommen beliggende Hestehavevej 6, Sorø matr.nr. 6e og 6f, Fulby By, Bjernede i Sorø Kommune.

Sorø Kommune har den 27. februar accepteret en anmeldelse om, at der påføres 75.000 m3 ren jord på ovennævnte ejendom. Kommunen vurderer at jorden udlægges for at forbedre landbrugsudbyttet på de omfattede jorder, og derfor er der ikke tale om en ændret anvendelse af arealet, og dermed kræver det ansøgte ikke en landzonetilladelse. Det drejer sig om områderne 1,2 og 4 på kortet i kommunens afgørelse.

DN Sorø mener dog, at den ansøgte tilførsel af jord er en ændret anvendelse, hvilket udløser krav om landzonetilladelse. Det skyldes, at de omhandlede jorder ikke har været dyrket i flere år, efter at mulden for nogle år siden blev rømmet af. Afrømningen skete tilsyneladende som en forberedelse til at modtage jord fra banebyggeriet ved Ringsted. Den gang var planen at tage imod klasse 1 jord.

Ved en gennemgang af luftfotos over ejendommen, er der dog klare indikationer på, at området har været brugt til gravning af råstoffer (grus). Der er tydeligt en sø i området, som har nr. 2 på kortet fra kommunen. Afgravningen, som ses tydeligt på luftfotos, har medført, at søen er opstået, og nu må være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Søen kan dermed ikke umiddelbart sløjfes med en terrænregulering eller opfyldning med jord. Samtidig fremgår det af luftfotos, at arealet vest for søen i område 2 og i område 1 sandsynligvis har været naturbeskyttet § 3 eng, men er nu forsvundet.

DN Sorø er enig i, at markerne, som de henstår nu, ikke egner sig til landbrug. Det vil tilkørt jord formodentlig forbedre, men det ændrer ikke på, at der er tale om en ændret anvendelse af arealer, der gennem en årrække ikke har været anvendt til landbrug, hvilket kræver en landzonetilladelse.

Samtidig må den naturbeskyttede § 3 beskyttede sø og engarealet ikke fjernes, uden at der etableres erstatningsnatur i forholdet minimum 2:1.

De medsendte 4 foto er taget fra offentlig vej og viser et udsnit af arealet fra forskellige vinkler.

Planklagenævnet bedes tage stilling til, om det ansøgte jordarbejde og nedlæggelse af § 3 arealer kræver en landzonetilladelse.

Foto: DN Sorø
Foto: DN Sorø
Foto: DN Sorø
Foto: DN Sorø