Der er mange gode ressourcer gemt i det træ, som vi har brugt indendørs, meddeler AffaldPlus, der driver genbrugspladserne i bl.a. Sorø Kommune. Gamle køkkenskabe, vægge og træmøbler kan blive til nye spånplader, når vi sorterer rigtigt. Bjælker, fodlister, køkkenskabe og træmøbler… alt sammen er det ’træ-lækkerbiskener’, for en producent af nye spånplader. Faktisk kan den spånplade, du køber i byggemarkedet, bestå af 50-90 % af genbrugstræ.

Men det kræver, at vi kan sende godt sorteret træ af sted til producenten. Og desværre er der mange træ-lignende
produkter, der ikke hører hjemme i containeren, fordi indholdet af træfibre er meget begrænset. Det gælder fx laminatplader, som nærmest ikke indeholder træ, men derimod pap og plastik. Eller råddent træ, som ikke kan genanvendes pga. svampesporer. Der findes også massevis af billige døre og møbler, som er lavet af pap, men ligner træ.

Træ kan være svært
AffaldPlus ved, det er svært at kende forskel på – og derfor står de også klar med hjælp til sorteringen. De har derfor hyret en ekstra ’medarbejder’, som vil være at finde ved vores containere med ’Indendørs træ’ i visse perioder.

Den nyansatte er et temmelig stille gemyt, for det er nemlig en træfigur bygget af det træ, de gerne vil have i vores containere. Med sig har figuren en lille udstilling om det træ, de ikke vil have i containeren – med en lille forklaring på hvorfor. AffaldPlus håber, at de med denne indsats kan forbedre kvaliteten af det indendørs træ. I øjeblikket skal de nemlig sortere ca. en tredjedel fra, før træet kan sendes til genanvendelse.

Læs mere og se en lille film om ’Indendørs træ’ på www.affaldplus.dk/nyt-liv-tilgammelt-trae

En træfigur på genbrugspladsen skal hjælpe med sortering af ’Indendørs træ’. Træet til ’Indendørs træ’ skal være rene træmaterialer. Det må ikke være imprægneret og møbler skal være uden polster. Foto: AffaldPlus