For tredje år kunne Sorø Privatskole overrække Deutsches Sprachdiplom til afgangseleverne fra skoleåret før. Diplomoverrækkelsen fandt sted med taler og reception på skolen. Sorø Privatskole er den eneste grundskole i Danmark, som kan tilbyde Deutsches Sprachdiplom til sine elever.
Sorø Privatskole havde inviteret afgangseleverne med tysk på skolens a-hold fra skoleåret 2017-18, og deres forældre, til diplomoverrækkelse på skolen. Afgangseleverne skulle modtage deres Deutsches Sprachdiplom (DSD I), efter at have taget prøverne i foråret.
”Eleverne som har bestået prøverne med topresultat, kan studere videre på et tysk gymnasium. De andre elever kan tage næste niveau af prøven, hvis de starter på Sorø Akademi, eller en anden gymnasial uddannelse, som tilbyder DSD II. Udover at give adgang til videre uddannelse, er det rigtig godt at kunne skrive på sit CV. Vi tror på, at skolens fokus på tysk er det rigtige for vores elever, når det kommer til valg af fremtidig uddannelse og karriere. Derfor har vi tysk fra 4. klasse, studietur til Berlin og et hold fantastisk dygtige tysklærere ansat,” udtaler Nanna Kofoed Øhrgaard, skoleleder på Sorø Privatskole.
Sorø Privatskole er en del af et verdensomspændende ”PASCH-Schulen”-netværk med cirka 2.000 forskellige skoler rundt omkring i verden. Skoler som alle er godkendt til at levere tysksproget undervisning efter internationale standarder. ”PASCH-Schulen”-netværket kan i år fejre 10 års jubilæum, hvilket også bliver markeret i Danmark. Fredag den 7. september mødes de danske medlemsskoler således på Københavns Universitet, hvor der workshops og foredrag for lærere og elever.
Den Tyske Ambassade København og Zentralstelle für das Auslandsschulwesen (ZfA) har fra starten været med til at gøre diplomoverrækkelsen til en tilbagevendende begivenhed på skolen. Udover at være en vigtig traditionen på skolen, så håber skolen, at deres fokus på tysk kan være med til at åbne døre til erhvervslivet. Erhvervslivet skal nemlig også på banen, hvis man skal sprede interessen for det tyske sprog og den tyske kultur hos de danske skoleelever.
De modtog Deutsches Sprachdiplom: Alberte Hansen, Anna Sletten, Aske Berggreen, Frederik Søgaard, Freja Holst, Lauge Solvang, Maja Larsen, Sofie Bertelsen, Amalie Munksdorf, Gustav Trærup, Jacob Christensen, Joakim Andersen, Martin Olsen, Morten Nyborg, Nikolaj Kaiser, Philip Stubbings, Anders Kristoffersen, Emilie Herbo, Isabelle Binet, Josephine Munch-Nielsen, Lærke Povlsen, Mads Søndergaard, Mira Nielsen, Oliver Lauridsen, Pernille Olsen, Hilde Denninger.