Går du og spekulerer i at udleje din bolig eller lejlighed, så er der en lang liste af forhold, du bør overveje, før du tager beslutningen. Det er nemlig mere kompliceret end som så, når man skal udleje et lejemål. Selvom det kan virke indlysende, så bør du som udlejer altid sørge for at udarbejde en lejekontrakt, der regulerer lejeforholdet. Årsagen til dette er, at lejekontrakten er et vigtigt værktøj, hvis der opstår konflikter, uenigheder eller misforståelser mellem udlejer og lejer.
Hvad er en lejekontrakt for beboelse?
Før du udarbejder en lejekontrakt for beboelse, så er det i første omgang essentielt at undersøge, hvilke formål den varetager. Som udgangspunkt er en lejekontrakt en skriftlig aftale mellem udlejer og lejer, der har til formål at regulere det pågældende lejeforhold. I alt skal lejekontrakten indeholde 11 paragraffer, der omfatter faktuelle oplysninger, om lejemålet udlejes møbleret eller umøbleret, om der må holdes husdyr i boligen og meget mere. Hvad der er særligt vigtigt at understrege er, at det er lejeloven, der forudsætter, hvad lejekontrakten skal indeholde.
Hvordan laver jeg en lejekontrakt?
Som udlejer har du mulighed for at udforme en lejekontrakt selv, eller i samarbejde med en advokat. Dog vil den nemmeste og mest overskuelige løsning være, at bruge en standardiseret skabelon til udarbejdelse af lejekontrakter. Vær opmærksom på, at du altid skal anvende den nyeste udgave, for at lejekontrakten er gyldig. I 2021 er det fortsat typeformular A, 9. udgave, der benyttes. Anvender man den forkerte udgave, så har det den konsekvens for udlejeren, at tilføjede bestemmelser, som pålægger lejer flere forpligteler end dem, der fremgår af lejeloven, er ugyldige. Derfor kan man med fordel undersøge, før man udarbejder en lejekontrakt, hvilken udgave der gør sig gældende.
Den særlige paragraf
Når man udlejer et lejemål, så er det væsentligt at pointere, at lejeloven i høj grad har til formål at beskytte lejer imod uretfærdige lejeforhold. Det fremgår af en række vilkår og rettigheder, og disse optræder ligeledes i den standardiserede lejekontrakt, som alle udlejere af private lejemål skal bruge.
Heldigvis eksisterer §11, som giver udlejer muligheden for at afvige fra bestemte vilkår i lejeloven eller tilføje ekstra bestemmelser, der skal gælde for den pågældende lejer. Disse særlige vilkår kan omhandle, hvorvidt lejer må foretage ændringer af lejemålet, hvilken huslejestigning der gør sig gældende eller om der må ryges cigaretter indendørs. Dog er der nogle regler for, hvad udlejer lovligt må formulere i §11. Reglerne fremgår af lejeloven, hvorfor det anbefales at danne sig et overblik over disse. Formulerer man nogle vilkår i §11, der ikke er i overensstemmelse med dem, der gør sig gældende i lejeloven, så kan udlejer risikere, at hele §11 erklæres ugyldig.