Af Kasper Støvring
Sidste vinter besøgte jeg nogle middelalderkirker på Sorøegnen, hvor jeg bor, sammen med min gode ven Anders Ehlers Dam, der har taget de billeder, der ledsager denne artikel. Det var en af de frostkolde vinterdage med sne, der i mængder føg ind over de smalle, snoede landeveje og gjorde rejsen besværlig.
Der var ingen mennesker at se i landsbyerne, heller ikke i landsbykirkerne, hvilket understregede fornemmelsen af undtagelsestilstand. Vi så først Vester Broby kirke med den gamle altertavle og de velbevarede kalkmalerier, der kan dateres tilbage til omkring 1150. De forestiller bl.a. skabelsen, syndefaldet og Kristi himmelfart.
Dernæst så vi Fjenneslev kirke med de tvende tårne bygget af Hvideslægten. Fjenneslev har været hjemsted for beboelse tilbage til stenalderen, hvilket egnens stendysser vidner om. Det er dog især Hvideslægten, en af de mest indflydelsesrige danske slægter i det 12. og 13. århundrede, der giver byen og kirken en historisk dybdedimension. Det er en egn, en by og en kirke, der i den grad er sagnomspunden. På kirkens hjemmeside kan man læse:
”Rank og stolt knejser Fjenneslev Kirke, ligeså skøn i dag som den dag, den blev indviet. Der er rejsning over den, noget herremandsagtigt, den er ikke bondefødt som mange af vore landsbykirker. Asser Rig og fru Inge har villet bygge en kirke, der både kunne være til Herrens ære og Hvideslægten værdig. Kirkens navnkundighed skyldes de to tårne, vidt bekendt er sagnet om, hvorledes det gik til, at kirken fik to tårne.
Imedens Asser Rig og fru Inge var ved at bygge den nye kirke, blev Asser Rig kaldet i leding, og fru Inge måtte alene bygge kirken færdig. Idet han steg til hest, bøjede han sig ned og hviskede til hende: Hør du kære fru Inge, føder du mig en søn så bold, da bygger du kirken med et tårn, føder du mig en datterlil, da sætter du kun et spir! Da Asser Rig ved hjemkomsten fra den grønne brink skuede de to tårne, forstod han, at hans hustru havde skænket ham to sønner.”
Til sidst så vi Bjernede kirke, som er en af de få rundkirker i landet og den eneste på Sjælland. Også den har forbindelse til Hvideslægten: ”Kirken er opført ca. 1170 af Sune Ebbesen, en af de rigeste og betydeligste af den mægtige Hvideslægts stormænd. Graver man i jorden bag kirkegården og det hyggelige, stråtækte graverhus, støder man på rester af den oprindelige Bjernedegård, og kirken var altså både gårdkirke og landsbykirke.”
At træde ind i en kirke uden at have andet formål end at beskue den med nysgerrigt blik, kan være en helt særlig fornemmelse. Man kan kalde det erfaringen af det hellige. De fleste mennesker – troende, agnostikere og ateister – har vel en opfattelse af, hvad der er helligt i modsætning til det profane; de skelner mellem det almindelige, hverdagslige liv, og det, der overskrider det. Vi forbinder det hellige med noget særligt betydningsfuldt, med ritualer eller med steder, som f.eks. en landsbykirke med eller uden mennesker.
Kirken er et af de få hellige steder, vi har tilbage, og er som sådan også et ganske unikt rum. Følelsen af ærefrygt og beundring melder sig, når man står over for det, der i det religiøse sprog kaldes ”det numinøse”: Det, der med den tyske religionshistoriker Rudolf Ottos ord er ”noget helt andet”.
Det er ikke nødvendigvis en dramatisk følelse, men derimod ofte forbundet med stilhed – som i en tom, lille og gammel kirke. Man fornemmer en slags akkumuleret stilhed, der åbner for en anden form for kommunikation. Det hellige sted har at gøre med dette forhold til en dimension, der overskrider, ligger hinsides eller måske på kanten af den profane virkelighed, vi til daglig befinder os i.
En kirke er jo netop et sted, hvor man beder, kommunikerer, måske sammen med andre, måske for sig selv. Den er et refugium for de følelser, der ofte forvises i en hektisk, overfladisk og rationaliseret moderne virkelighed. Det hellige kan i kirken opfattes som et destillat af døde såvel som endnu levende menneskers bønner, længsler, anfægtelser, anråbelser, lidelser eller glæder. Der er noget velsignet over den slags steder, noget, vi gerne vil skærme imod profanering, noget, vi måske endda tabuiserer. Måske kan det hellige bedst forstås i modsætning til, ikke det profane, men det skændige: Vi helligholder det, der ikke må krænkes, ydmyges, nedværdiges, hærges eller mishandles.
Vi kan rationalisere det hellige – eller ”ideen” om det hellige – med begreber og forbinde det med Gudsforholdet eller med et religiøst instinkt, og vi kan dernæst (bort)forklare det som projektion eller som resultat af en særlig psykologisk tilbøjelighed, af opdragelse, socialisering, og hvad vi ellers kan finde på.
Men det er strengt taget ikke nødvendigt at foretage denne rationalisering, for det hellige er i særlige indviede øjeblikke ganske enkelt givet som en erfaring, som noget, der kommer til os. Vi kan ikke helt få fat i det ved at beskrive det, men at vi står i relation til det, er fænomenologisk sandt. Det er vel også dette, der gør, at nogle impulsivt besøger en kirke – som nysgerrig eller som lidende og søgende.
Litteraturen kan måske bedre formidle erfaringen. Den engelske digter T.S. Eliot har skrevet om det i sit store digt Four Quartets, om det hellige sted ”Little Gidding”:
If you came this way,
Taking any route, starting from anywhere,
At any time or at any season,
It would always be the same: you would have to put off
Sense and notion. You are not here to verify,
Instruct yourself, or inform curiosity
Or carry report. You are here to kneel
Where prayer has been valid. And prayer is more
Than an order of words, the conscious occupation
Of the praying mind, or the sound of the voice praying.
And what the dead had no speech for, when living,
They can tell you, being dead: the communication
Of the dead is tongued with fire beyond the language of the living.
Here, the intersection of the timeless moment
Is England and nowhere. Never and always.
På dette hellige sted, i det forladte kapel i landsbyen Little Gidding, et sted, der netop er indviet og udskilt som særligt betydningsfuldt af de døde, der engang beboede stedet, kan man føle sig kaldet til at meditere over sin egen, personlige fortid og slægtens, forfædrenes tid. Hvis man aflægger sig sin fornuft og vished, så kan man føres til at kommunikere med de døde. For her har bøn været gyldig og bøn er mere end ”den overlagte anråbelse i det bedende sind”. Den er ikke kun en henvendelse til de hellige magter, men også en sakramental handling, der forstærker de bånd, der forener den enkelte med sine medmennesker, levende som døde, og med sted, hvor man, som man siger, hører hjemme. Og hvor troen er brændende, bliver dette skæbnefællesskab paradoksalt en levende enhed, som det udtrykkes i digtet.
”Little Gidding” bliver – som i en kirke på Sorøegnen – stedet, hvor det evige og det timelige berører hinanden, og i pagten med de døde, der hører hjemme i evigheden, men som åndstradition er nærværende i de endnu levende, bliver den højere virkelighed ”i og udenfor tiden” en umistelig erfaring. Midt i al stilheden.
