I anledning af Sorø Kunstmuseums nye særudstilling ‘Nål & Tråd – Håndarbejde i kunsten’ blev der torsdag afholdt fernisering, og køen var så lang, at ikke alle nåede med indenfor til talerne. Som Mette Wendelboe Okkels fra PetiteKnit, der skulle holde åbningstalen, havde sagt: Det er det strik kan! For hjemmets sysler tog for alvor fart under coronanedlukningen, og idag strikkes, hækles og broderes der på livet løs. Og trods den store menneskemængde kunne man under talerne høre en synål falde til gulvet. Så stille og spændte var publikum.
For museets nye særudstilling fejrer de arbejdende hænder i nogle af de bedste værker i dansk kunst fra 1700-tallet og frem til i dag. Udstillingen byder blandt andet på ældre malerier af C. W. Eckersberg, Michael og Anna Ancher, der skildrer håndarbejdende mænd og kvinder fra forskellige lag af samfundet. De vises side om side med værker af nogle af landets fremmeste billedvævere, heriblandt kunstnere som Ragna Braase, Anna Thommesen og Inge Bjørn.
Museets direktør Marie Louise Helveg Bøgh fortalte bl.a. om hvordan håndarbejde traditionelt blev anskuet som en fortræffelig beskæftigelse for enhver ‚sømmelig‛ kvinde. Og Vanja Falk, kurator og museumsinspektør, berettede bl.a. om deres udfordringer med at hænge de bløde værker op.
Vævede værker har nemlig ikke haft samme adgang til kunstmuseumsvæggene, som andre kunstværker. Det var jo håndarbejde, og således ikke fint nok til at indgå i museumssamlingerne. Men det er i høj grad ved at ændre sig, og vi ser i dag et voksende antal samtidskunstnere arbejde med nål og tråd, garn og væv på en række forskellige måder.
Det nok mest prominente værk i særudstillingen er det helt nye portræt af H.M. Dronning Margrethe II i færd med at brodere (2023-24), malet af Allan Otte. Værket er det første portræt af Dronningen, efter hun abdicerede og er i Dronningens private eje. Værket kan ses på Sorø Kunstmuseum indtil den 15. juni 2025.
Fotos: Signe Dahl Lumholt
Fotos: Anne Beth Witte