Børnefamilierne strømmer til Sorø, især til Frederiksberg, hvor nye boligkvarterer blomstrer op. Men hvor skal børnene være, når både far og mor og bedsteforældre arbejder langt fra hjemmet for at få råd til at betale for alle herlighederne? På Frederiksberg Skole, Krongården og i hallerne mangler der akut plads.
Det var omdrejningspunktet for dialogmødet, som Venstre i Sorø havde arrangeret i multisalen på netop Frederiksberg Skole torsdag den 23. maj. Og ligesom Venstres tidligere møde om pølseboden og p-pladserne på Torvet, var også dette møde velbesøgt og så sprængfyldt med modstridende synspunkter, at Mogens Hansen, vælgerforeningens formand, så sig nødsaget til at udvide mødetiden betragteligt.
Blandt deltagerne var flere kommunalbestyrelsesmedlemmer fra de andre partier; borgmester Gert Jørgensen, konservative, Anne Madsen, socialdemokratiet, og Susanne Borggaard, Nye Borgerlige. Nok så vigtigt for mødets spændingskurve var de mange forældre, der var mødt frem her i ulvetimen kl. 18.30, hvor udmattede forældre efter en lang arbejdsdag skal sørge for aftensmad, og lige så udmattede børn skal nå at lave lektier, smide mad på gulvet, skændes med deres søskende og puttes tidligt i seng, klar til en ny dag i hamsterhjulet.
Fortællingerne om akutte og massive pladsproblemer var mange. Fysiklokaler, der bruges som klasseværelser, 30 børnehavebørn på en stue med så få voksne, at de ikke kan tage ud på tur, pavilloner, der er midlertidige i årevis, lappeløsninger på lappeløsninger, hvor der i virkeligheden er brug for at bygge en helt ny skole for at få plads til fire spor. Men på Pedersborg Skole er der i dag for meget plads. Det er kort sagt umuligt for kommunen at ramme rigtigt på kapaciteten.
For uanset hvor gode modeller Rådhuset bruger, er de aldrig i stand til særlig præcist at forudse, hvor mange børnefamilier der takker ja til de kommunale tilbud fremtiden, lige her i Sorø. Og selvom det er sandt, at der i en tid med faldende børnetal på landsplan alligevel fortsat kommer mange flere børn til Sorø Kommune, så er kommunekassen trods alt ikke et bundløst kar.
Det lod således til at være budskabet fra flertallet i kommunalbestyrelsen, at de ikke har så meget andet end lappeløsninger at byde på her nu. Så Sorøs børn må stuve sig lidt sammen og håbe på bedre tider, som måske kommer, når de er blevet lidt større. Venstre i Sorø har i flere år forsøgt at få etableret en ny daginstitution.
“Vi har foreslået flere modeller. Det kunne være et naturbørnehus i det lukkede plejehjem i Lynge. Det kunne også være en ny institution som integreres med det nye plejehjem som opføres omkring cirkuspladsen,” siger Jakob Spliid, formand for Børn og Undervisningsudvalget.
Med til mødet var også flere repræsentanter fra det lokale foreningsliv, som ligesom forældre, pædagoger og lærere kunne melde om store problemer med at få plads til alle deres medlemmer – pladsproblemer, der er forværret af en øget bureaukratisk byrde i pladsbookingen.
På Venstres dagsorden var nemlig også fritidscentret på Frederiksberg. Et flertal i kommunalbestyrelsen ønsker at sælge de gamle skolebygninger på Skolevej 1C, der i dag rummer flere foreninger og har potentiale til at blive et rigtigt kulturhus, såfremt de frivillige fik nøglerne. Embedsværket har vurderet, at det kan sælges for 10 millioner kroner, ligesom man kan spare driften. Men hvor skal orienteringsløberne, balletdanserne m.fl. så være? Det var et emne, man nok kunne have sat endnu en ulvetime af til.
Venstres dialogmøder har i det hele taget været understøttende for den demokratiske samtale i Sorø Kommune. Det er aldrig særlig sjovt at stå ansigt til ansigt med dem, der mærker de negative konsekvenser af ens beslutninger, og det er kun de modigste kommunalbestyrelsesmedlemmer der møder op. Venstre har planer om at fortsætte møderne, og håber på fortsat opbakning fra de andre partier og de mange engagerede borgere i Sorø.
Foto: SDL