Af Jakob Spliid (V), formand for børn og Undervisningsudvalget 

Jeg har sammen med andre medlemmer af Børn og Undervisningsudvalget netop færdiggjort årets runde af skoleudviklingssamtaler, på Sorø Kommunes seks folkeskoler. På skoleudviklingssamtalerne deltager skoleledelse, samt en skoleleder fra en af de øvrige skoler, repræsentanter fra lærere og pædagoger, skolebestyrelsesmedlemmer, elevrepræsentanter, politikere og skolechef.

På samtlige skoler, har jeg oplevet en meget høj faglighed og oplevet ledere, medarbejdere og skolebestyrelsesrepræsentanter som er dybt engageret i, at lave en god skole for deres elever. Det kan vi være meget stolte af.

Samtidig har jeg oplevet, at der er igangsat gode initiativer, på områder hvor der har været behov for en ekstra indsats. Fx oplevede vi et fald i karaktergennemsnit i bl.a. matematik. Her har vi på flere af skolerne været ude i klasseværelserne og set, hvordan man på tværs af skoler og matematiklærere, har arbejdet med nye typer af matematikundervisning for at løfte området. Herunder ”Det tænkende klasserum” som er en mere projektorienteret undervisning, hvor eleverne sammen løser opgaverne ved at stå op foran en tavle og sammen taler om opgaven for at finde løsningen. Jeg er overbevist om, at det er en bedre måde at lære på for mange elever og det giver også bedre muligheder for, at eleverne kan hjælpe hinanden til at forstå opgaverne bedre. I øvrigt har det mere eller mindre samstemmigt fra eleverne lydt, at de ønsker en mere praksis/projektorienteret undervisning. Den kulturændring og nye måde at undervise på bliver spændende at følge.

For mig er det et godt eksempel på, at de udfordringer der er og som vil komme løbene, løses bedst af skolerne selv. Det behøver vi politikere ikke lange handleplaner på.

Fremadrettet får skolebestyrelserne en endnu større rolle i, hvordan den enkelte skole skal drives og hvordan midlerne skal anvendes på den enkelte skole, i samspil med skolelederen. Det giver den enkelte skole bedre mulighed for at lave egne initiativer. I den sammenhæng bliver skoleudviklingssamtalerne en endnu vigtigere del af dialogen mellem skoler og politikere og jeg ser frem til at følge med i udviklingen på de enkelte skoler og er spændt på hvordan de forskellige skoler vil prioritere.

Samtidig har der også lydt et stort ønske til os politikere om, at skolerne får arbejdsro og ikke kontinuerligt skal tage stilling til forslag om skolestruktur som skolesammenlægninger, skoledistriktsændringer og besparelser. I Venstre er vi helt enige i det ønske og bakker fuldt ud op om at skabe arbejdsro på kommunens skoler.

 

Jakob Spliid – pressefoto