Læserbrev af Mikael Kienitz
Mødet i Tersløse var en direkte kapitulation fra kommunens side vedr. omfartsvejen. Man viste kun opslag fra borgerne, der havde relation til kommunens fejlslagne projekt, som man må sige er en død sild. Man har hele tiden vidst, at der ikke var penge i kassen til projektet, men man skulle bruge nogle boringer til at få en anledning til at stoppe det.
Jeg har aldrig hørt at der skulle undergrundsboring til for at anlægge en cykelsti? Det må være nogle tunge cyklister. Da Tersløsevej/ Holbergsvej/Skellebjergsvej blev anlagt i sin tid, er der ikke foretaget boringer og de holder endnu?
Da projektet er dødt leder man efter ideer fra borgerne til en løsning af trafikproblemerne i Tersløse. Man må gå ud fra at de bevilgede midler står til rådighed, så man kunne se på Sydvest/vest løsningen, som er den eneste rigtige løsning for Tersløse.
Alt andet er pengespild og ikke engang lappeløsninger.
Man må sige at mødet viste, at kommunen ikke har flyttet sig en tøddel med hensyn til placeringen af omfartsvejen ud over at have skrottet den.
Det er stadig svært at kunne sige at Sorø er en succes-kommune.