Foråret er kommet, og det betyder erfaringsmæssigt også, at motorentusiaster mødes rundt på hele Sjælland til bil- og motorcykeltræf, hvor der bliver kørt gaderæs. Politikredsene på Sjælland har iværksat et stærkt samarbejde for at få stoppet det ulovlige gaderæs.
Scenen til ulovligt gaderæs bliver typisk sat i industriområder eller på større veje på weekendaftener, hvor op imod flere hundrede biler og motorcykler mødes. Mange er derfor ude at se på biler, men der er også nogen, som kører hasarderet, gasser op eller laver hjulspin og dækafbrænding til stor irritation for omkringboende. Enkelte er der for at køre om kap i ulovligt gaderæs, hvilket kan være yderst farligt for både deltagere og tilskuere.
Koordineret indsats mellem kredsene
Optoget af køretøjer flytter sig ofte fra sted til sted. En koordineret indsats mellem politikredsene giver bedre mulighed for at finde frem til de steder, hvor køretøjerne samles, så væddeløbskørslen kan stoppes, og politiet kan lave en færdselskontrol af de tilstedeværende køretøjer. Samarbejdet vil betyde en fælles styrket operativ indsats og tæt kontakt imellem politikredsenes vagtcentraler.
Politiet følger med i, hvor arrangementer forventes afviklet, men vil også være klar til at skride ind over for pludseligt opståede træf. Der vil være synligt politi, der på forskellige måder vil foretage kontroller i de områder, hvor deltagerne mødes, men også mindre synlige hastighedskontroller.
”Politiet har stort fokus på biltræf og de gener, det medfører for borgerne. Samarbejdet mellem kredsene giver os bedre muligheder for at skride ind. Gaderæs med høje hastigheder og menneskeliv som indsats er en adfærd, som vi på ingen måde vil acceptere” siger politikommissær Henrik Fobian fra Færdselsafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi som tovholder på samarbejdet mellem politikredsene.
Han fortsætter: ”Vi vil bruge de juridiske midler, vi har for at stoppe dem og tage deres kørekort og køretøjer, når det er muligt”
Dialog og samarbejde er vigtigt
Politiet laver derudover en forebyggende indsats både i form af samarbejde med kommunerne, men også ved at forsøge at række ud til de deltagere, som overholder loven og bare gerne vil have lov til at dyrke deres interesse for biler.
”Vi forstærker dialogen med de gode kræfter blandt motorentusiasterne, som gerne vil finde en lovlig måde at dyrke deres passion for biler og motorcykler. For at finde en mulig løsning herpå inddrages kommunerne derfor også i dialogen” slutter politikommissær Henrik Fobian.