Sorø Kommune disker op med usandsynlige tal for at få gennemtvunget kostbart anlæg af en ødelæggende vej, skriver Tersløsegaard:
Lad det være sagt med det samme: Ludvig Holberg Museet Tersløsegaard er inderligt imod den projekterede nye omfartsvej til Dianalund. Vejen skal gennemskære landskabet et par hundrede meter foran den fredede herregård fra 1739. Det bliver ødelæggende for oplevelsen af Holbergs autentiske bolig. Støj og bevægelse fra bilstrømmen vil desuden spolere de koncerter, skuespil og foredrag, som sommeren igennem finder sted i Holberghaven.
Herregud, hensynet til et par tusinde museumsgæster og en kulturhistorisk perle må vel vige for almenvellet, kan man mene. Men er det nu virkelig så vigtigt med den vej? Bør Sorø kommune kaste 44 millioner kroner ud på nogle kilometer asfalt? Denne ene sag vil gøre dybt indhug i anlægsbudgettet, mens der kun bliver smuler til overs for andre teknik- og miljøopgaver samt skoler, sundhed og kultur. Til samtlige kommunens anlægsopgaver er i år afsat 51 mio. kr., og ifølge den budgetaftale, et flertal i Byrådet vedtog i oktober 2016, forudses budgettet endda væsentligt reduceret de kommende år. Således vil Dianalunds omfartsvej, der skal betales i perioden frem til 2020, komme til at sluge en kæmpe andel af alt, hvad der er til rådighed for nyanlæg.
De forsvundne biler
Processen er ikke desto mindre i fuld gang. Kommunen har netop den 4. april sendt vejplanen i høring med frist til 15. maj. Det sker i et langt brev bilagt en kaskade af tal. For eksempel præsenteres en trafiktælling, som viser at 1167 biler en efterårsdag i 2012 helt forsvandt i Tersløse. De kørte ind i landsbyen, men kom aldrig ud igen! Nok er der inde i Tersløse både en kirke, to autoværksteder, 80 huse og selvfølgelig Ludvig Holberg Museet, men at så mange bilister skulle komme på besøg i løbet af en enkelt dag er komplet usandsynligt. Så meget for troværdigheden af kommunens oplæg…
I oplægget til høring forbigår kommunen i øvrigt sin egen Trafiksikkerhedsplan 2017-21, der blev udsendt i november 2016. Der kan man ellers læse, at Tersløse slet ikke er et særligt ulykkesbelastet sted. Der er i årene 2011-15 sket færre end fire trafikuheld, og det kvalificerer ikke til det sorte stempel. Langt alvorligere ulykkessteder er udpeget ti andre steder i kommunen, især omkring Sorø og Stenlille. Men disse sorte pletter ses ikke på anlægsbudgettet!
Fart og tempo
Det kan med andre ord fastslås, at projekt omfartsvej ikke handler om trafiksikkerhed. Nej, ”formålet er at få en hurtigere forbindelse fra Dianalund til motorvejen og Sorø”, skriver projektleder Helle Wiben Jensen. Altså kort og godt fart og tempo for de ifølge projektet godt 3000 bilister, der dagligt kører denne vej. De kan vel vinde et minut eller to ved at sætte hastigheden op til 80 km/timen på omfartsvejen frem for at skulle holde de nuværende 50 km/tim gennem Tersløse. Det hører med til historien, at beboere i Tersløse ikke slipper for gennemkørende trafik, for de anslåede 2.150 biler, der kører mod Ruds Vedby og Kalundborg skal fortsat gennem landsbygaden.
Forældet før tid
Set fra Holbergs stuer synes projekt omfartsvej udtænkt i forrige århundrede dengang landskabet ubetinget måtte tilpasse sig bilerne. Hvordan kan man ellers drømme om at ofre så store ressourcer på at mase en vej ind over et naturskønt område, hvor både Holbergs kulturhistoriske ejendom og den nok så kønne Kammergave vil blive udsat for støj, trafik og vold mod freden og naturen. Hvis vejen bliver anlagt, kommer den til at ligge som et monument over tankeløs fascination af bred asfalt. Stands det inden det er for sent!