I weekenden den 12. og 13. september afholder Sorø BMX de afsluttende afdelinger af Landspokalen i BMX.

Lørdag og søndag vil der være fuldt af liv på BMX banen i Fægangen. Hele BMX Danmark vil være samlet for at finde sæsonens vindere af Landspokalen 2015, en løbsserie der strækker sig over hele sæsonen. De kørere der søndag eftermiddag kan stå på præmieskamlen for den samlede Landspokal, er dem der har knoklet hårdt igennem en hel sæson

300 BMX kørere stiller til start lørdag formiddag og er klar til at give deres bedste og vise sporten frem på flotteste vis hele weekenden.

Alle de frivillige i Sorø BMX klub har knoklet for at give alle gæster en god oplevelse her i Sorø.

Der er etableret BMX camping på Dyreskuepladsen fra fredag til søndag, lørdag aften bliver der fællesspisning i Sorø Hallen. Viggis sørger for maden til de sultne BMX’er, og bandet Rock2Night sørger for en solid omgang rockmusik.

Ved siden af BMX løbet vil du som tilskuer få muligheden for at møde og få en autograf af Danmarks Bedste Kvindelige BMX kører – Simone Tetsche Christensen.

Simone er en god ambassadør for sporten og en fantastisk rollemodel. I denne sæson har hun præsteret flotte resultater på den internationale BMX scene:
– Guld ved European Games
– Sølv til EM
– Bronze til VM

Dette og meget mere vil I kunne opleve på og omkring BMX banen i Sorø.
Tidsplan_publikum