Der kan komme fart over feltet når Sorø Erhverv inviterer til netværkstræf for lokale virksomheder på torsdag den 26. september.
Træffet får nemlig besøg af repræsentanter fra Team Rynkeby Vestsjælland som kan fortælle mange gode historier om Europa set fra en cykelsadel, udholdenhed og ømme bagdele.
Udover at hilse på nogle gulklædte cykelmyg kan virksomheder på messen skyde genvej til lokale samarbejdspartnere og et stærkere netværk. For – som en tidligere deltager har udtrykt det – hvorfor køre til København, hvis man kan finde en underleverandør lige henne om hjørnet?
Et bredt udvalg af virksomheder fra mange forskellige brancher har tilmeldt sig netværkstræffet som bliver det andet af sin slags. Sidste år havde netværkstræffet ca. 500 besøgende på de 32 stande.
Udover virksomheder kan du også møde Femern Belt Development, Vækstfonden og Fagcenter Teknik og Miljø, Ejendomscentret og Jobcentret fra Sorø Kommune.
Mød Team Rynkeby ved Dansk Revisions stand på messen.