Comwell Hotels er fortsat blandt sværvægterne på det danske møde- og konferencemarked. Den konklusion lå fast, da Comwell Sorø i sidste uge blev nomineret for “Bedste madkoncept” i forbindelse med brancheprisen Møde & Event Award 2019, der uddeles den 27. marts.
Comwell Hotels har flere år i træk vundet prisen for “Årets bedste mødekoncept”, og sidste år blev det også til “Bedste service” for Comwell Aarhus. I 2014 løb Comwell Borupgaard med prisen for “Bedste madkoncept”. Nu har Comwell Sorø og deres nye F&B-manager, Klaus Kilgast Andersen, mulighed for at gøre dem kunsten efter, når de otte branchepriser skal uddeles i Bella Centret i slutningen af marts.
Hotelchef, Ninna Stæhr, glæder sig over nomineringen:
“Jeg er utrolig glad og stolt over, at vi er nomineret til netop denne pris. Sidste år ansatte vi Klaus Kilgast Andersen som ny F&B-chef. Hans store erfaringer fra toprestauranter i København kombineret med hans passion for mad og oplevelsen i forbindelse med dette, ser jeg som et kæmpe plus, i det vi tilbyder vores gæster. Vores store fokus på bæredygtighed og økologi betyder meget for den måde, vi tilberede vores mad på. Helt fra de råvarer vi vælger, måden vi producerer det på, og hvor meget vi producerer,” fortæller hotelchef Ninna Stæhr.
F&B-chef, Klaus Kilgast Andersen, har være ansat på flere prestigefyldte restauranter i hovedstaden. Blandt andre Geranium, Geist, Kokkeriet og Hotel D`Angleterre. Han tiltrådte stillingen på Comwell Sorø i oktober 2018.
Målrettet indsats med bæredygtighed
Comwell begyndte i 2017 at arbejde målrettet med bæredygtighed på alle hotelkædens danske hoteller. Et arbejde der blev belønnet med Årets Økopris 2017. På Comwell Sorø serveres møde- og konferencemiddage i dag som “share food”, hvor der lægges stor vægt på det grønne, hvortil der vælges kød eller fisk.
Bag brancheprisen står Kursulex, og det er mødebookere landet over, der sammen med en fagjury, bestemmer, hvem der vinder i de i alt otte kategorier, der dystes om. Prisen uddeles i forbindelse med nordens største møde- og konferencemesse, Nordic Meeting & Event, der foregår i Bella Centret den 27. marts 2019.
Comwell Hotels er foruden nomineringen for “Bedste madkoncept” også nomineret i kategorien “Bedste service” på Comwell Borupgaard. I år kan den danske hotelkoncern fejre 50-års jubilæum. De var de første til herhjemme at introducere danskerne for mødepakker.