Sorø er en by med store drømme, der ikke alle er realiserede. Historiker Anne Melillo er guide på LOFs nye temabyvandring i Sorø 4. oktober. Turen tager udgangspunkt i forskellige tiders drømme om, hvad Sorø kunne blive til. Vi går forbi Sorø ny rådhus med den lukkede hovedindgang (Fogh & Følner Arkitekter 2010), forbi stationsbygningen på Rådhusvej (Heinrich Wenck) for den nedlagte Veddebane (sporene fjernet 1975) og besøger Morten Søndergaards ‘Metaforkirkegården’ (2019) i Sorø Kunstmuseums gård.
På Torvet hører vi om Realdanias skrinlagte renoveringsplaner (2014) og fondens realiserede restaurering af Sorøs gamle rådhus (2012). Ludvig Holberg var i 1700-tallet Sorø Akademis store mæcen og havde spændende fremtidsplaner for Akademiet. Efter et besøg ved Holbergs grav (Johannes Wiedewelt 1780) i den nyrestaurerede klosterkirke går vi gennem Akademihaven forbi Mærsk Mc-Kinney Møller Videnscenter (2009) til Vilhelm Bissens Holberg statue (1898). Vi slutter eftermiddagen med en introduktion til Hauchs Physiske Cabinet, en flot samling fysikinstrumenter, der ambitiøst blev skænket til Sorø Akademi af kong Frederik 6. i 1827.
Byvandringen er en del af en række temabyvandringer, LOF tilbyder i Roskilde, Ringsted, Sorø og Korsør. Byvandringerne starter 20. september, og man kan tilmelde sig den enkelte byvandring eller hele rækken. Vandringerne er på mellem 2,5 og 4 kilometer. Undervejs bliver holdet inviteret indenfor så spændende steder som Roskilde Kloster, Ringsted Rådhus, Radiomuseet, Hauchs Physiske Cabinet, Kunsthal Kongegården og Kunstnerværkstedet Kabeldepotet.
Anne Melillo er forfatter til bogen: “111 steder på Midt- og Vestsjælland som du skal se”, der med flotte billeder af fotograf Anne Beth Witte fra Dit Sorø/Byportalerne.dk blev udgivet af forlaget Frydenlund i 2022.
LOF i Sorø tager imod tilmeldinger her:
https://lof.dk/soroe/byvandring/byvandring-roskilde-ringsted-soro-korsor/id/231622