Sorø Kommune er en af de kommuner, hvor det går allerbedst for byggebranchen. Beskæftigelsen i branchen er nu meget højere end før finanskrisen.
14,7 procent. Så meget er beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen i Sorø Kommune gået frem siden 2008. Det fremgår af en undersøgelse foretaget af Estatistik på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Ifølge undersøgelsen er beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen i 17 af landets kommuner nu højere end den var, før finanskrisen ramte i 2008. Blandt de 17 ligger Sorø Kommune på en 8. plads. Sidste år kom det frem, at Sorø Kommune var den eneste kommune i Region Sjælland, der havde haft fremgang i beskæftigelsen siden 2008.
Det glæder borgmester Gert Jørgensen.
– Det er meget positivt, at vi ser så markant fremgang i bygge- og anlægsbranchen. I Sorø Kommune har vi især mange små og mellemstore virksomheder inden for bygge- og anlæg, og jeg synes, det er utrolig flot, at de sammenlagt kan præstere en beskæftigelsesfremgang som overgår eksempelvis Køges og Århus, og at de skaber den største fremgang i Region Sjælland, siger han.
Også Lars Mouritzen fra Kopp Sorø, en af Sorø Kommunes største håndværksvirksomheder, glæder sig over den positive udvikling.
– Jeg kan bekræfte, at vi oplever en positiv fremgang i branchen. Det handler også om, at vi som virksomheder har haft held til at tiltrække nogle dygtige medarbejdere, siger han.
Formand for Sorø Erhvervsudviklingsråd, Michael von Bülow, peger desuden på Sorø Kommunes geografiske beliggenhed som en forklaring på den positive udvikling.
– Virksomhederne i Sorø Kommune kan betjene et stort marked, fordi de ligger centralt på Sjælland. Både i forhold til rådgivningsydelser og håndværksydelser er det min oplevelse, at Sorø-virksomhederne dækker en bredere geografi end virksomheder i mange andre kommuner, siger han.
Ifølge Sorø Erhvervs oplysninger, er der godt 200 håndværksvirksomheder i Sorø Kommune.