Udgifterne til at drive busser og tog er steget betydeligt, og samtidig mangler en del af passagererne at vende tilbage til både busser og tog ovenpå Covid-19. Det udfordrer økonomien i den kollektive trafik.

Men selv om det er blevet dyrere, kommer busser og tog i Region Sjælland i 2023 til at fortsætte på samme niveau som i 2022. I hvert fald den del af den kollektive transport, som regionen selv driver. Det har regionsrådet netop besluttet.

– Ved at fastholde samme serviceniveau som i 2022 skaber vi tryghed for borgerne. For den enkelte borger betyder det, at den bus eller det tog, du tager, også kører næste år. Det er vigtigt for sammenhængskraften i Region Sjælland, hvor vi har store geografiske afstande, og hvor flere borgere ikke har alting lige ved hoveddøren, at der er gode muligheder for kollektiv transport. For nogle er bussen eller toget for eksempel vigtig for, at de kan komme på arbejde, siger Christian Wedell-Neergaard, formand for Udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde.

– En god kollektiv transport er også en vigtig del af den grønne omstilling, da det for borgerne kan være et grønnere alternativ til bilen. Da de færreste unge har erhvervsskolen eller gymnasiet liggende i baghaven, kan gode bus- og togforbindelser samtidig have en indflydelse på, hvor mange der får en uddannelse. Det er vigtigt at prioritere, siger Felex Pedersen, næstformand for Udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde.

Regional prioritering kan ikke stå alene

Region Sjællands udgifter til den kollektive trafik for 2023 er forbundet med større usikkerhed end tidligere år på grund af stigende udgifter til energi, rente og lønninger. Derfor har politikerne nikket til at afsætte yderligere 23,4 millioner kroner i forhold til, hvad bus- og togdriften i regionen var budgetteret til i 2022.

Til sammenligning er regionens budgetterede udgifter til den kollektive transport steget med 9,6 millioner kroner fra 2020 til 2022.

På den lange bane kan det blive vanskeligt at holde hånden under den kollektive trafik, hvis udgifterne fortsætter med at stige. Blandt andet står Region Sjælland foran meget store og dyre investeringer, for eksempel til nye skinner og nye tog, hvis drift og kvalitet i den regionale togtrafik skal fremtidssikres.

Derfor er det vigtigt, at der også nationalt er fokus på den kollektive trafik.

– Vi er klar over, at omkostningerne stiger, og vi har nu prioriteret at skabe tryghed om den kollektive trafik i 2023. Men det er vigtigt for os, at vi får hjælp til de meget store investeringer til at fremtidssikre den kollektive trafik, blandt andet Østbanen. Det kræver mod og politisk prioritering, også nationalt, hvis vi skal gøre det attraktivt for borgerne at vælge den kollektive trafik, siger Christian Wedell-Neergaard.

Kilde

Foto: JDL