PRESSEMEDDELELSE

Fire borgermøder om nyt projekt i hjemmeplejen
Ældre borgere og andre interesserede inviteres til borgermøde om det store omstillingsprojekt i hjemmeplejen ”Aktiv – hele livet.” Alle interesserede skal have mulighed for at præge udviklingen.
Hjemmeplejen i Sorø Kommune er i gang med et stort omstillingsprojekt med overskriften ”Aktiv – hele livet.” Forebyggelse og hjælp til selvhjælp er nøgleordene, og det stiller nye krav til både brugerne og medarbejderne.

Borgerinddragelse og dialog
Ældre borgere, deres pårørende og de kommende ældre skal have mulighed for at præge udviklingen på ældreområdet via borgermøder og dialog.

”Inden vi laver en så omfattende ændring i ældreplejen vil vi sikre, at ældre borgere føler sig hørt, set og respekteret. Med 4 borgermøder dækkende hele kommunen, er det mit håb at så mange borgere som muligt har lyst og mulighed for at være med til at præge udviklingen på ældreområdet”, siger Annette Raaschou van der Star.

Selvhjulpne ældre er gladere og har en højere livskvalitet
”Filosofien bag den nye tilgang er, at langt de fleste mennesker helst vil kunne klare sig selv, frem for at være afhængig af hjælp fra pårørende og kommunen. Ældre som kan klare sig selv er gladere og har en højere livskvalitet,” siger Annette Raaschou van der Star.

I dag bygger hjemmeplejen i vid udstrækning på, at personalet kompenserer for de funktioner den ældre ikke kan varetage længere. Det kan dreje sig om praktisk hjælp til rengøring eller om hjælp til at klare den personlige hygiejne. Men især når det gælder den personlige hygiejne, vil de fleste mennesker helst kunne selv. Med den nye tilgang vil den ældre i samråd med et tværfagligt team lægge en plan for, hvordan den ældre kan træne sig op til igen eksempelvis at kunne gå i bad på egen hånd.

”Der er tale om en stor omstilling i ældreplejen. I dag har personalet typisk fokus på at kompensere for de funktioner, den ældre ikke længere kan varetage. Med den nye tilgang vil fokus blive på at støtte og opmuntre den ældre til at genvinde de tabte færdigheder,” forklarer fagcenterchef Søren Wollesen.

Tid og sted

Borgermøderne holdes følgende steder:

14/9 kl. 14:30 – 16:00 i Sorø: Kaarsbergcentret, Dr. Kaarsbergvej 3

14/9 kl. 16:30 – 18:00 i Stenlille / Aktiviteten

21/9 kl. 14:00 – 16:00 i Ruds Vedby / Søparken

21/9 kl. 16:30 – 18:00 i Dianalund / Degneparken