Af Bo Mouritzen, byrådsmedlem for Enhedslisten

 

Bo Mouritzen

Alle ved hvor vigtig en bolig er. For langt de fleste spiller boligen en central rolle i vores liv, ligesom boligen har haft en grundlæggende betydning i udformningen af de kollektive velfærdsmodeller.

Tryghed omkring egen bolig er en helt afgørende fællesnævner for det store flertal i befolkningen.

Derfor har Enhedslisten sat fokus på Sorø Kommunes rolle i forhold til de almennyttige boliger i kommunen.

På byrådsmødet i januar kunne vi forstå, at tilsynet med boligselskaberne i Sorø Kommune foregår på et absolut minimum.

Yderligere er tilsynet passivt, reaktivt og sporadisk og foregår som udgangspunkt på boligselskabernes betingelser.

Det betyder efter Enhedslistens opfattelse, at lejerne ikke sikres en tilstrækkelig grad af beskyttelse i konflikter med boligselskaberne.

Efter Enhedslistens opfattelse er konsekvenserne af et manglende tilsyn

  • At Sorø Kommune ikke ved, og ikke har undersøgt, om der ligger lovpligtige langtidsvedligeholdelsesplaner for hver boligafdeling, som er vedtaget af beboerne på et afdelingsmøde.
  • At Sorø Kommunes tilsyn ikke har sikret, at de almennyttige boliger i kommunen lever op til Almenboliglovens § 6, hvor boligselskaberne blandt andet skal sikre at boligerne fremstår i god og tidssvarende fysisk standard. Det er ikke tilfældet i blandt andet Stillevang. Her er mindst en bolig ramt af skimmelsvamp, ligesom bygningen sætter sig. Alligevel ligger der ikke et krav fra Sorø Kommune om, at lejemålet skal sættes i ”god og tidssvarende stand”.
  • At Sorø Kommunes tilsyn ikke har indkaldt parterne i en tvist om boligafdelingernes kollektive medlemskab af LLO, hvilket må opfattes som en accept af, at Sorø Boligselskab ikke har indberettet tvisten til tilsynet, og dermed ikke har levet op til almenboliglovens § 42. Mindst 5 boligafdelinger har, helt efter almenboligloven, på et beboermøde besluttet en kollektiv indmeldelse i LLO. De er efterfølgende blevet underkendt af boligselskabets administrator. Sagen demonstrerer efter Enhedslistens opfattelse en accept af, at man administrativt har underkendt en demokratisk beslutning.
  • Underkendelsen af lejernes kollektive ret til at organisere sig sker på trods af, at borgmesteren på mødet i byrådet erkendte, at han var klar over, at der var mange klager fra beboerne over boligselskaberne.

Efter at Enhedslisten har taget sagen op i byrådet, har Økonomiudvalget lovet, at de vil leve op til deres forpligtigelse og sikre, at tilsynet med den almene sektor bliver efterlevet. Det er et udsagn, vi vil holde øje med.