I efterårsferien er der et ældgammelt skelet på Sorø Bibliotek der har brug for børnene! Kom og vær med til at puste liv i en spændende teaterfortælling for børn og ikke mindst i forestillingens hovedperson; skelettet der er blevet vækket og har forladt sin dejlige og fredelige kirkegård for at gå ud i de levendes verden. Det er bare noget skelettet mangler og det skal børnene være med til at give, for at fuldføre forestillingen.
Sorø Børnebibliotek har teaterets magi over sig, når børn, forældre og bedsteforældre sætter sig til rette for at opleve forestillingen ”Et kys til skelettet” i efterårsferien lørdag d. 12. oktober.
Børnebiblioteket, der i forvejen er fyldt med fortællinger med udgangspunkt i bøger og tegneserier, inviterer denne dag indenfor til en mere interaktiv fortælling, hvor børnene er aktive i fortællingen.
Det er den erfarne performer Dorte Abrahamsen der levende og inddragende ruller fortællingen ud og fra første sekund sætter fantasien i spil hos børnene.
Teaterstykket er for børn i alderen 5 til 9 år, samt deres forældre og bedsteforældre. Det koster 25 kr. per person at deltage og billetterne købes på bibliotekets hjemmeside www.soroebib.dk/arrangementer