Savner du farver i din have, har Midtsjællands Planteskole lige nu et væld af sommerblomster, stauder og roser:
Blomster i smukke krukker er en vigtig del af terrassens møblement, når der skal skabes stemning og hyggelige hjørner. Bare en enkelt krukke eller to kan gøre en kæmpe forskel for oplevelsen af uderummet, hvor det som regel er hårde belægninger, der spiller hovedrollen.
Blomstermoden skifter som al anden mode, for planterne skal jo passe til den indretning og de farver, du allerbedst kan lide lige nu. Derfor kommer der til stadighed nye sorter af gamle kendinge i helt nye, moderne farvenuancer, og samtidig dukker retroplanter, der ellers var gået i glemmebogen, frem og får renæssance, fordi de klæder nutidens bolig- og haveindretning.