Nu er det igen muligt for pårørende at besøge beboere på botilbud og sociale tilbud, oplyser Sorø Kommune i en pressemeddelelse.
Besøgsforbuddet på botilbud og sociale tilbud ophæves med virkning fra den 24. juni 2020. Det betyder, at pårørende og andre igen kan besøge beboerne indendørs og uden forudgående aftale. Sundhedsstyrelsens retningslinjer skal fortsat følges for at beskytte beboerne mod smitterisiko.
Social- og sundhedschef i Sorø Kommune, Annette Homilius, siger:
– Det er glædeligt, at det nu er muligt at åbne yderligere op for besøg på botilbud og sociale tilbud. Det vil være til gavn og glæde for både beboere og pårørende. Det er fortsat vigtigt, at vi står sammen om at passe på de borgere, som kan være særligt sårbare i forhold til smitte. Det betyder også, at lederen på det enkelte botilbud har mulighed for at begrænse muligheden for besøg, hvis det vurderes nødvendigt af hensynet til beboerne.
Restriktioner kan træde i kraft igen
Hvis der skulle opstå et lokalt smitteudbrud, kan det enkelte botilbud med øjeblikkelig virkning lukke for besøg, og de tidligere besøgsrestriktioner vil træde i kraft igen.
– Det er desværre en mulighed, vi bliver nødt til at holde åben, da der i de sidste par uger er set eksempler på smitteudbrud på både sociale tilbud og på plejecentre, siger Annette Homilius.
Når du kommer på besøg
Det er fortsat vigtigt at følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer om at holde afstand og spritte af efter besøg. Hvis man som pårørende har symptomer på sygdom (fx ondt i halsen, sygdomsfølelse, muskelsmerter, tør hoste og feber, hovedpine, tab af smag- og lugtesans, kvalme eller diarré), kan man ikke komme på besøg. Beboere, som har COVID-19 eller mistanke om COVID-19, kan ikke modtage besøg.