PRESSEMEDDELELSE

Råd skal skabe resultater
Vi skal huske det vi er gode til – og så skal vi arbejde målrettet for at forbedre Sorøs erhvervsklima på en række konkrete punkter. Det er en af meldingerne fra det nye Erhvervsudviklingsråd.

Vi har brug for ambitiøse visioner og langsigtede mål hvis vi for alvor skal styrke og udvikle erhvervsklimaet i Sorø kommune. Samtidig er der brug for konkrete resultater på den korte bane, så man oplever at indsatsen nytter noget. Det var nogle af budskaberne fra erhvervsudviklingsrådets første møde tirsdag den 10. maj.

Infrastruktur, image og kommunal sagsbehandling er tre konkrete områder, hvor råd og kommune i fællesskab satser på at gøre en forskel.

Erhvervsklimaet skal styrkes
For nylig kom Sorø ind på en 65. plads i Dansk Industris analyse af erhvervsklimaet i de danske kommuner. Og det kan vi gøre bedre, mener både rådet og kommunen.

Der er derfor udvalgt en række konkrete parametre fra analysen, som der vil blive arbejdet målrettet med at forbedre. Det drejer sig blandt andet om infrastrukturen og om kommunens image.

”Infrastruktur er jo et vidt begreb – og dækker i princippet alt fra huller i vejene til kollektiv trafik og placering af rundkørsler. Her er der meget at tage fat på – for mange af tingene har vi en reel mulighed for at påvirke til gavn for både erhvervslivet og borgerne i øvrigt,” siger erhvervsudviklingskonsulent Niels-Henrik Glisbjerg.

Dialog skal punktere myter
En negativ vurdering af den kommunale sagsbehandling er noget andet som trækker ned i Dansk Industris analyse. Her mente rådsmedlemmerne at en del af forklaringen skal findes i manglende kendskab til de kommunale arbejdsgange. Et helt konkret initiativ bliver således at invitere teknik- og miljøchef Morten Olesen til at aflægge rådet visit og fortælle om rammerne for behandlingen af fx byggesager og miljøgodkendelser.

”Det er et godt eksempel på at dialog er første skridt til at få en fælles forståelse af tingene,” siger Niels-Henrik Glisbjerg.


Velkommen til Sorø