Har du en skuespiller i maven, er du velkommen til at møde op til audition hos Holbergteatret den 18. september kl. 19-22.
I Sorø Kultur- og Fritidscenter vil det lokale amatørteater holde audition til forestillingen i 2014. Det bliver intet mindre end Ludvig Holbergs mesterværk Jeppe på Bjerget, der danner oplæg til stykket, som bliver opført 29. juni-5. juli 2014 i Akademihaven.
Den 18. september skal der findes talenter til stykkets karneval. Er der karneval i Jeppe på Bjerget, spørger du nu? Ja, Holbergs egen kilde til fortællingen er en latinsk roman fra 1604, der foregår ved et karneval. Holbergteatrets moderne opdatering af den oldgamle historie har således fået titlen “UrJeppe”.