Udover SF’s spidskandidat Jacob Mark, så vil endnu en ung kandidat stå i spidsen til det kommende Folketingsvalg. Torsdag den 21. juni stod det nemlig klart, at Astrid Carøe, der er opvokset i Sorø, bliver at finde næstøverst på SF’s liste på Sjælland.
Det skriver SF til Dit Sorø.

”Jeg er så taknemmelig og glad for den tillid, som jeg har fået. Det er et stærkt felt på Sjælland” siger Astrid om valget.
Astrid er opvokset i Sorø, og er derudover opstillet i Slagelse og Ringsted, hvor hun har haft en lang baggrund både i SF og SF Ungdom. Derfor er hun også SF Ungdoms kandidat på Sjælland, der bakker op om kandidaturet.
I 2013 var Astrid opstillet til kommunalvalget i Sorø, hvor hun blot var otte listestemmer fra at blive valgt, hvilket har givet hende masser politisk blod på tanden.
”Vi skal bekæmpe fattigdom i Danmark, hvor mange tusinde børn er kastet ud i fattigdom pga. kontanthjælpsloftet. Danmark er drejet i en helt gal retning, og det vil jeg gøre noget ved” siger Astrid.
”Derudover skal der arbejdes benhårdt for den grønne omstilling og et sammenhængende uddannelsessystem for alle unge i hele landet”.
Astrid gik på Pedersborg Skole i Sorø, og senere på Slagelse Gymnasium. I dag er hun flyttet til København for at studere.