Af Bo Mouritzen, Medlem af Kommunalbestyrelsen for Enhedslisten i Sorø
Et flertal i Kommunalbestyrelsen bestående af A, B, C, F og V besluttede på det seneste møde, at alle borgere i Sorø Kommune skal betale til indhentning af haveaffald.
I Enhedslisten er vi imod, at der overhovedet indsamles haveaffald. Det er biologisk nedbrydeligt affald, og der er en klar miljø- og klimafordel ved at ændre den uvane, der ligger i, at det skal væk fra haverne. Desværre var det alene Enhedslisten og Nye Borgerlige, der stemte imod.
I stedet understøtter flertallet et tiltag, der ikke kan betegnes, som andet end et angreb på biodiversitet og klima. Det er bedre på alle parametre, at affaldet bliver i haven og komposteres. Haveaffald skal ikke indsamles, det skal forgå i naturen, det er sund fornuft og en forudsætning for øget biodiversitet.
Vi er med på, at det tager tid, men det er vores opfattelse, at det er vigtigere at lære at bruge haveaffaldet korrekt, altså lægge det i bunker til pindsvin og andre dyr
Vi arbejder på alle andre parametre på at skabe vild med vilje og øge biodiversiteten, men i det her tilfælde, lader vi vanerne tage over.
Vi sender derfor lastvogne rundt for at hente haveaffald, og bruger diesel på at hente det hos borgeren, hvilket alene øger forureningen.
Beslutningen er yderligere dybt asocial, fordi alle borgere kommer til at betale for den gruppe, der af bekvemlighedsårsager eller dårlig vane, ikke samler eget haveaffald. Det er helt urimeligt, at de der søger at gavne klimaet, skal betale for dem, der er ligeglade.
Reelt handler beslutningen om, at Sorø Fjernvarme ønsker mere haveaffald til afbrænding. For rigtigt mange borgere, er der mere fornuft i at lade det ligge, derfor påtvinger flertallet nu en stor del borgere en stor unødvendig udgift, for en vare der hverken er nødvendig eller som borgerne ønsker.
Og som det reelt kun er en lille del af Sorø Kommunes borgere, der får gavn af.
Det er en uholdbar og asocial tilgang til klimaet i en tid, hvor der virkeligt er behov for at sætte klima og miljø i centrum.